Thy Rock vender tilbage med festivalcaféer
THISTED/HURUP: Der er godt nyt til de festivalfans, der gennem årene har sikret sig billetter til Thy Rock med rabat ved de traditionelle festivalcaféer i Sparekassen Thys afdelinger i Thisted og Hurup.
Thy Rock genoptager nemlig traditionen fredag 11. november, hvor der bliver festivalcafé i de to byer med musik, afsløring af musiknavne og mulighed for at vinde VIP-opgraderinger af sine billetter og meget andet.
- Sparekassen Thy gennem alle årene været hovedsponsor for Thy Rock, og vi glæder os derfor til, i samarbejde med Sparekassen Thy, at genoplive de hyggelige festivalcaféer, hvor der gennem årene har været kø udenfor, når vi har åbnet dørene. Det håber vi også kommer til at ske i år, siger Hans Peter Jarl Madsen, der er formand for Thy Rock, i en pressemeddelelse.
Lukas Graham, TV2 med flere
Han har allerede styr på - det meste af - programmet til Thy Rock 2023, der afvikles på Dyrskuepladsen fredag 23. og lørdag 24. juni.
- Lukas Graham har mildest talt væltet Danmark de sidste år, og er om end ikke den største danske musikstjerne lige nu så i alt fald på top tre. Danmarks kedeligste (men et af de bedste) orkester TV2 er også på plakaten sammen med Die Herren's "U2 Trip Koncert-Tur 2023", Anders Blichfeldt & ‘Det Nye Band og ikke mindst lokale MD Duo, der væltede Sparekassen Thy Teltet sidste år. Vi forventer at offentliggøre det meste af musikprogrammet i forbindelse med festivalcaféerne, påpeger Hans Peter Jarl Madsen i pressemeddelelsen.
Prisen på to dages billetterne bliver 750 kroner med gebyr og så får man en værdikupon på 50 kroner oveni. På den måde sparer man 175 kroner per billet ved at købe den til festivalcaféerne.
Thy Rock oplyser, at man maksimalt kan købe fem billetter per person til rabatprisen.