Thy-kunstnere udstiller: - Han er jo et kæmpenavn

13. april 2022 kl. 08.00
Opdateret kl. 12.54

Skal du have lokal kunst til hjemmet? Eller kunne du bare tænke dig at se på malerier og skulpturer og møde kunstneren selv?

Det kan du i påsken. Her åbner Glas Gjerulff nemlig dørene op for husets påskeudstillingen, der kører april ud.

Men vil man møde kunstnerne Lenette Blaabjerg fra Vester Vandet, Henrik Westergaard fra Bjerget og Erland Knudssøn Madsen fra Hinding, så er muligheden 17. og 18. april om eftermiddagen.

Billede beskrivelse

- Vi har mange gode og dygtige lokale kunstnere i Thy. De fortjener at komme frem og vise deres kunst. Derfor laver vi denne udstilling, hvor man kan komme og se ”giraffen” og ikke mindst deres kunst, siger Steen Gjerulff, der har inviteret tre forskellige kunstnere, der har fyldt galleriet med skønne ting: malerier, store og små skulpturer og akvareller, og som selv kommer og møder folk de to påskedage.

- Det er lykkedes mig at få Erland Knudssøn Madsen til at udstille nogle af hans ”dagmalerier” fra 2009. Han er jo et kæmpenavn. Han satte sig selv i 2009 den opgave at lave et maleri hver dag. Det er der kommet nogle flotte billeder ud af. Vi har ni akvareller - ikke det man lige tænker på, når man siger Erland Knudssøn Madsen, siger Steen Gjerulff.

Billede beskrivelse

Ud over billedhuggeren og maleren fra Hinding, kan gæsterne møde Lenette Blaabjerg med sine farverige indtryk af naturen ved Thys store søer. Men også mere overraskende billeder fra hendes pensel. Hun har 26 malerier med på udstillingen - store og små.

Multikunstneren Henrik Westergaard har taget de helt store skulpturer med til Bjørnevej i Thisted. Men også mindre mere tilgængelige ”budget-skulpturer” til rigtig fornuftige priser. Desuden viser han kæmpeværker malet på store stykker frithængende lærred.

Glas Gjerulff udstillingen åbner 17. april kl. 12.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste