Thisted Musikteater genåbner så småt

Formand Chris Poulsen præsenterer efterårets program, men kender endnu ikke vilkårene for at holde koncerter

08. juni 2020 kl. 13.45

THISTED: Thisted Musikteater er så småt ved at genåbne sammen med resten af samfundet efter nedlukningen i marts som følge af coronakrisen, fortæller formand Chris Poulsen:

- Det har været en stille tid, og det bliver det til dels også hen over sommeren, bl.a. fordi Thy Kammermusikfestival har måttet aflyse, og det gjaldt jo tre koncerter hos os, siger han og fortsætter:

- Men fra 1. september ser vi frem til at kunne genåbne - så meget, som det nu bliver muligt. Det kender vi jo slet ikke endnu.

Sædvanligvis er der 420 siddepladser i Thisted Musikteater, fortæller han, men skal man overholde afstandskravet på to kvadratmeter pr. person, bliver det lige omkring 200, der kan sidde i teatersalen.

Chris Poulsen fortæller videre, at tiden siden marts har været brugt på småreparationer og vedligeholdelse af musikteaterbygningen ved Håndværkertorv.

Efterårsprogrammet

For efteråret har han sendt følgende kalender:

Fredag 11. september fejrer Spillestedet Thy at det har vundet fire år med som regionalt spillested, det svenske ska-reggae band Partiet er på scenen.

Torsdag 17. september kommer den lokale sanger og sangskriver Martin Kanstrup med ”En guer awten”.

Torsdag 24. september er det Spillestedet Thy, der præsenterer Teitur fra Færøerne.

Lørdag 26. september spiller Gasolin-bandet ”Smukke Møller” helt op til fest.

Fredag 9. oktober kommer Copenhagen Drummers med alt sit slagtøj og den store lyd.

Torsdag 15. oktober indtager Ander Blichfeldt scenen - helt alene.

Onsdag-torsdag 28.-29. oktober melder Jonah Blacksmith og Thy Rock om helt udsolgt begge aftener til deres koncerter.

Nærmere på: www.thistedmusikteater.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste