Thisted-debutant stopper modstander i tredje omgang
THISTED: Thisted Atlet Club åbnede boksesæsonen 2024/25 med en flot sejr, da klubbens letmellemvægtsbokser, Clement Plougmann Jørgensen, deltog i Skive AC’s stævne, Fight Night i Brårup Hallen, lørdag den 26. oktober.
Aftenens program bød på 12 spændende kampe, og Clement gik i ringen som første deltager, hvor han mødte Anton Plejdrup fra Skive AC. Selvom det var Clements debutkamp, havde hans modstander allerede bokset fire kampe.
Anton lagde hårdt ud og vandt første omgang, men derefter vendte kampen.
I anden omgang ramte Clement præcist og satte Anton under pres, hvilket resulterede i, at modstanderen måtte tage tælling to gange.
Clement fortsatte med sit præcise og kraftfulde angreb i tredje omgang, og efter tredje tælling blev kampen afbrudt. Clement blev dermed udråbt som sikker vinder på RSC (Referee Stops Contest).
Sammen med sine trænere, Emil og Lucas, kunne en glad og stolt Clement fejre resultatet af de mange timers hårde træning, der bar frugt i hans første sejr i ringen.