Billede beskrivelse

Teater om skudefarten på Hanstholm Fyr

Et sømandssagn fra Klitmøller er udgangspunktet, og skibningsbåden er en del af regien

15. august 2020 kl. 08.00

HANSTHOLM: Onsdag-torsdag 26.-27. og søndag 30. august er der teater i skibninghuset på Hanstholm Fyr, fortæller formidlingsinspektør Charlotte Boje H. Andersen fra Museum Thy.

Det er teaterforestillingen ”Dødens mand”. Det er en monolog, som med udgangspunkt i et sagn skildrer en skudehandlers skæbne. Ifølge sagnet rejste en ung og nygift sømand fra Klitmøller i 1800-tallets begyndelse til Kristiansand i Norge, hvor han mødte en nordmand, der kaldte ham ”dødens mand” og spåede ham en krank skæbne på hjemrejsen. Sagnet danner udgangspunkt for monologen, som er skrevet af dramatiker Kaj Nissen, Sønderhav. Monologen fremføres af skuespiller Ejgil Enevoldsen, Svankjær, og er sat i scene af Bodil Errebo Nielsen, Skyum, begge fra Fyrspillene i Sydthy.

Charlotte Boje H. Andersen fortæller, at i et hus ved Hanstholm Fyr ligger den gamle skibningsbåd fra Klitmøller. Båden er bygget i 1903 af bådebygger Peter Chr. Frost, Klitmølle:

- Den er af samme type som de både, der blev brugt til lastning og losning af varer i skudehandelens tid. Den udstillede skibningsbåd blev brugt af Klitmøller Bjergelav i forbindelse med bjergning af gods fra strandede skibe. Senere blev den anvendt i forbindelse med fiskeeksport, og nu er en arbejdsgruppe i gang med at realisere et ønske om at få båden tilbage til Klitmøller. Det er således en båd med en lang historie, der udgør scenen for teaterforestillingen, fortæller museumsinspektøren og tilføjer:

- Teaterforestillingen byder på en sjælden mulighed for at se båden. Teaterstykkets tema - skudehandlen og dens aktører - er også en interessant historie. I århundreder foregik der varetransport tværs over Skagerrak fra Thys vestkyst til Norges sydkyst. Skuderne transporterede fødevarer, især korn, smør og kød samt uldvarer til Norge, og på hjemvejen var der jern, tømmer, tjære og diverse oversøiske varer ombord. Denne handel havde en stor økonomisk og forsyningsmæssig betydning på en tid, hvor der ikke var skove i Thy til at levere tømmer, men hvor man derimod havde en overskudsproduktion af fødevarer. Skudefarten medførte gode personlige forbindelser på tværs af havet, men den var også risikabel, da Skagerrak kunne være et farligt farvand. Og det er en gammel fortælling om en skudehandlers økonomiske og personlige problemer, der ligger til grund for teaterforestillingen.

Forestillingen indledes med en kort kulturhistorisk fortælling om emnet ved Charlotte Boje H. Andersen.

Entreen er 50 kr., inklusive kaffe, og museet har arrangeret i samarbejde med Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.

Der kræves tilmelding til museet senest mandag 24. august af hensyn til forsamlingsrestriktionerne under den genopblussede coronakrise.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste