Tag ud og mal med Finn Have
THY: At male i og med - Landskabet mod vest er overskriften over en række arrangementer med billedkunstneren Finn Have.
I samarbejde med Nationalpark Thy Venner vil maleren Finn Have sætte fokus på områder i Thy.
Det drejer sig om områderne ved Lodbjerg Fyr og Bøgsted Rende.
Det vil hen over foråret og sommer ske via rundvisning og mulighed for at se maleren arbejde med motiver i områderne og evt. selv male sammen med kunstneren.
Lodbjerg Fyr
Der sættes fokus på området ved Lodbjerg Fyr startende den 23 . april, hvor alle interesserede mødes ved Lodbjerg Fyr, for herefter at blive guidet rundt i området.
Guiden er fra Nationalpark Thy Venner.
Rundvisningen slutter ved et sted, hvor maleren Finn Have vil være i gang med at male .
Interesserede opfordres til at medbringe et mindre lærred plus pensler og farve.
De skal kunne transporteres under rundvisningen.
Der vil under processen være mulighed for kommentar til egne malerier af kunstneren.
Bøgsted Rende
21. maj sættes fokus på området ved Bøgsted Rende.
Dagen starter ved parkeringspladsen ved Thagaards Plantage, hvorefter man guides gennem skoven til Bøgsted Rende, hvor maleren vil være i gang med et nyt motiv. Også denne dag opfordres interesserede til at medbringe lærred, pensler og farver for at male sammen med kunstneren.