Stort fitnesscenter stod foran lukning: Så sprang Anja og John til
Midt i september meddelte PureGym i Thisted, det tidligere Fitness World, sine 650 medlemmer, at kæden pr. 31. oktober lukkede motionscenteret i Thisted.
Men de mange faste brugere af stedet kan ånde lettet op - motionscenteret fortsætter alligevel.
Nordjyske Gym & Fit 4 U, som i forvejen har centre i Løgstør og Aars, overtager fra 1. november det 1000 kvadratmeter store motionscenter på første og anden sal i J P Jakobsen Centret. De overtager også alt udstyret.
At det blev muligt at fortsætte Thisteds største privatejede fitnesscenter skete ved lidt af et lykketræf - som kan tilskrives de tre indehavere af marketingsbureauet Kompas360 i Thisted.
Kian Dinsen, Emil Durhuus og Lars Durhuus dyrkede alle motion i PureGym og tænkte, som alle de andre brugere, over, hvad der skulle ske nu. Samtidigt har reklamebureauet i halvandet år haft Gym & Fit 4 U som kunde.
- Vi havde allerede for fire måneder siden, mest i sjov, spurgt Anja og John Fristrup, om ikke de kunne tænke sig at åbne et motionscenter i Thy. Pludselig dukkede muligheden så op, da PureGym meldte ud, at de lukkede. Vi ringede og sagde: Så er det nu. Heldigvis var Anja og John Fristrup klar til åbne afdeling i Thisted, fortæller Kian Dinsen fra Kompas360.
Reklamebureauet er gået ind og blevet sponsor for branding og markedsføringssponsor af Gym & Fit 4 U - Thisted.
For de nye ejere Anja og John Fristrup var det en stor og hurtig beslutning, der skulle træffes.
- Selvom det var en stor international koncern, vi lavede aftale med, så var det forholdsvis nemt at blive enige. Vi fik en god aftale med PureGym om overtagelse af inventaret og med udlejeren af lokalerne. Nu er vi i fuld gang med at gøre det til det, vi gerne vil have, det skal være. Nemlig et hyggeligt fællesskab og personligt center for alle, hvor brugerne føler sig hjemme. Vi renoverer og male stedet. Vi erstatter de hvide vægge med sort og gult, som er vores firmafarver, siger Anja og John Fristrup.
Det nye fitnesscenter skal også være et sted, man har tid til at hygge sig og dyrke det sociale. Derfor har de indrettet et stort loungeområde.
- Det at nyde en kop kaffe efter træningen er noget, som brugerne har efterspurgt, lyder det fra Anja og John Fristrup, der fornemmer stor interesse for deres nye Thisted-afdeling af Gym & Fit 4 U .
De to indehavere vil i starten være meget til stede i motionscentret. Ellers vil centret fremover fungere som hidtil ved, at brugerne har en kode og selv lukker sig ind i åbningstiden, som er fra 05.00 til 23.00.
Som en fejring af åbningen 1. november køres der med, at nye medlemmer kan oprette sig gratis via centrets nye hjemmeside - som naturligvis er lavet af Kompas360.