Store Torvedage med musik og afstand
Mandag 29. juni vender mandags-torvedage tilbage i Hurup - dog i anden form
HURUP: Mandag 29. juni starter Hurups Store Torvedage.
Hurup Handelsstandsforening har nemlig bestemt sig for at lade torvedagene vende tilbage, dog i en coronatilpasset form.
- Vi har haft mange overvejelser. Men vi har bestemt os for at give torvedagene en chance. Samtidig henstiller vi til kræmmerne, at de ikke klumper sig sammen. Det samme gælder gæsterne. Vi har jo landets bredeste gågade, siger handelsstandsformand Lars Søndergaard Haven.
Han fortæller at de populære fiskefrikadeller i år kan købes to steder, placeret i hver sin ende af gågaden.
- Frikadellerne bliver produceret ude i byen og leveret til de to salgssteder, siger formanden.
På grund af den nuværende situation er det endnu uvist, om der bliver kaffe og kage, som man plejer. Også her er risikoen for, at folk klumper sig sammen, for store.
- Til gengæld bliver der musik i gågaden hver mandag. Første gang er det MK Duo, siger Lars Søndergaard Haven.
Handelsstandsforeningen følger løbende de aktuelle retningslinjer. Derfor er man ikke klar med et endegyldigt program for de seks store torvedage i sommerferien.
- Vi tager løbende stilling. Heldigvis kan vi håndtere det i Hurup, siger han.
Lars Søndergaard Havens ønske er, at sommerens Store Torvedage kan være optakten til den bølge af aktiviteter, handelsstandsforeningen allerede har planlagt til resten af året.