Billede beskrivelse

Store planer hos BMX-klub: - Vi vil have en af de bedste baner i Danmark

Der er store planer og drømme hos Thy BMX, der ønsker at renovere, udvide og nytænke deres BMX bane i Ydby, så de kan afholde de helt store mesterskaber og skabe de bedste rammer for børn og unge

17. april 2023 kl. 10.36

YDBY: For 10 år siden blev det første spadestik gravet nord for hallen i Ydby. BMX banen har været en reguler succes lige siden, men nu er det blevet tid til at nytænkte og udvide banen.

Klubben har folkene og mangler kun økonomien til at føre idéen om banen ud i livet. De er i fuld gang med at søge fonde og snakke med virksomheder om deres vision for, hvad de ønsker at opnå med den nye bane.

Store planer

Den nuværende BMX bane i Ydby har fungeret fint de seneste 10 år hos Thy BMX, hvor klubben blandt andet har afholdt Jysk-Cup og Jysk Mesterskab. Men banen lever ikke op til de krav, der skal til, for at afholde National-Cup og tiltrække internationale klubber.

Derfor ønsker klubben at udvide banen, både for at tiltrække de store løb, men også så børn i alle aldre kan dygtiggøre sig indenfor BMX.

- Vi er udfordret af, at vores bane er for nem. Når vores kørere kommer ud på de andre baner, som lægger et step over, så bliver de udfordret. Vi vil have en bane, der allerede udfordrer dem. Så når de kommer ud, så er de bedre klædt på, fortæller bestyrelsesmedlem og træner hos Thy BMX, Mikkel Jepsen Konge.

Billede beskrivelse

- Lige nu kan vi ikke nå længere med den her bane. Hvis vi skal blive ved med at udvikle os, hvis ønsker større løb, hvis vi ønsker at vores kørere bliver endnu dygtigere, og hvis vi vil gøre træningsfaciliteterne for alle, både nybegyndere og øvede, bedre, så er vi nødt til at lave en ny bane, siger formand for Thy BMX, Poul Hansen.

Klubben har fået hjælp af en tidligere landstræner i BMX og er inspireret af BMX banen i Randers, der blev indviet i september 2020, og som børnene hos Thy BMX har været ude og prøve. 

Den nye bane skal graves dybere ned, have en udvidet plads til overnattende gæster, en pro-sektion, lys skal sættes op, så der kan trænes i vinterhalvåret og meget mere.

- Vi vil have en af de bedste baner i Danmark. For at tilbyde børnene de bedste faciliteter at køre på, fortæller formanden.

Fra hul i jorden til BMX fælleskab

For klubben handler det ikke kun om at skabe store talenter indenfor BMX, men også at børn, som ikke dyrker de traditionelle sportsgrene, kan have det sjovt og nyde godt af fælleskabet.

Det fællesskab omkring BMX i Thy, som ikke eksisterede for bare 10 år siden, men som Poul Hansen har været med til at skabe. Det fik han en velfortjent hæder for til Thy Awards 2022, hvor han modtog prisen som "Årets Frivillige Leder".

- Vi fik en idé om at lave en BMX-bane, og så har vi bare givet den gas. Der er fuld tryk på og vores berettigelse til at være her, den er der i hvert fald og til at udvide os, det er der helt sikkert, siger Poul Hansen.

Billede beskrivelse

På banen med børnene

Den nuværende bane er udvidet flere gange, men det har betydet, at de frivillige ildsjæle har brugt adskillige timer på at vedligeholde den.

- Siden banen blev bygget, har vi lavet mange udvidelser og det koster hver gang. Der skal maskiner til, og det har været en masse frivillige timer. Selvom det ikke er noget, der ser ud af så meget, så koster det og tager tid, siger Mikkel Jepsen Konge.

Derfor håber man på, at den nye bane vil spare både penge og tid, så fokus kan være på børnene og træningen.

- Det skulle den nye bane gerne eliminere, så tiden går mere til træning med ungerne. At vores tid og fokus kan ligge mere på det, der foregår på banen med børnene, siger Poul Hansen.

Det første spadestik for den nye bane bliver, hvis alt går efter planen, for første gang gravet til efteråret, så banen kan stå færdig til næste års forårssæson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste