Billede beskrivelse

Stjernekok gæster Thy og Mors

31. august 2022 kl. 12.37

Den gastronomiske scene i Thy og på Mors udvikler sig eksplosivt i disse år. For at understøtte og videreudvikle den fantastiske udvikling, henter Regional Madkultur Thy-Mors en række stjernekokke til området for yderligere at inspirere kokke, køkkenmedarbejdere og helt almindeligt gastrointeresserede. Alle er velkomne til kurset og i foråret var det de to lokale kokke, Nicolas Min Jørgensen fra Restaurant Tri i Agger og Emilie Qvist Kjærgaard fra Medvind, som var undervisere.

Mandag 12. september er det stjernekokken Anika Madsen, der kommer. Hun vil under temaet ”Det grønne køkken” trylle med en række lokale grøntsager og lidt skaldyr sammen med deltagerne. Forinden skal hun ud at besøge producenter og hente de lokale grøntsager.

Anika Madsen er køkkenchef på Restaurant Fasangården på Frederiksberg. Hendes madstil har rødder i det nordiske køkken med smage og teknikker fra alle fire verdenshjørner. Sæsonen og lokale producenter er altid udgangspunktet for hendes menu. Denne aften vil hun dele ud af sin viden og begejstring for det grønne køkken.

I løbet af aftenen anretter deltagerne en snack og to retter, som spises i fællesskab. Til slut rundes aftenen af med spørgsmål og snak om, hvordan råvarerne er brugt og der er arbejdet med grundsmagene.

Kurset foregår på Nordic Food College og er for alle kokke, køkkenmedarbejdere og gastrointeresserede, og man behøver ikke være medlem af Regional Madkultur Thy-Mors for at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste