Billede beskrivelse

Sommerhøjskolen i Hurup: Mellem hav og fjord

28. maj 2024 kl. 06.01

HURUP: Fire dage i Thy med fokus på egnens natur, historie, kunst og kultur samt stationsbyen Hurup i 140 år.

Sommerhøjskolen byder på et mangfoldigt program med litteratur, sang, musik, byudvikling, kultur, togrejse, museums- og virksomhedsbesøg, Nationalpark Thy, dialekt og lyse nætter i store, åbne landskaber i "Landet mod nordvest".

Sommerhøjskolen arrangeres af Folkeuniversitetet i Thisted Kommune i samarbejde med byudviklingsinitiativet Byklyngen Hurup Thy.

Kurset starter den 10. juni og slutter den 14. juni . Du kan stadig nå at tilmelde dig til kursusleder Birte Aarup.

Desuden inviteres interesserede til programmets offentlige Folkeuniversitetsforedrag på Hotel Thinggaard. Se nedenstående oversigt. 

Birte Aarup/Thisted Folkeuniversitet & Byklyngen Hurup Thy

Mandag d. 10. juni kl. 19.30

Thybanen, Hurups historie / Jens Søndergaard – Thylands maler v. journalist Villy Dall, Hurup.

Denne aften kan kombineres med "Thy og thybomål i ord og toner" kl. 21 v. to musikalske venner: Inger Rasmussen Hundborg Thybo og pianist Birte Aarup, tilflyttet dyrlæge fra KBHN, kirkesanger i Vestervig og Agger.

I alt 150,- inkl. kaffe.

Onsdag d. 12. juni kl. 9.30

Natur og menneske – om naturvidenskabsmanden og digteren J.P. Jacobsen v. Else Bisgaard, Vildsund, lektor VUC Thy-Mors.

J.P. Jacobsen (1847-1885) var en central forfatter i Det moderne Gennembrud. Han voksede op i Thy, tæt på fjord, hav og de thyske landskaber. Han læste naturvidenskab på Københavns Universitet, men huskes for sit banebrydende og fornemme forfatterskab.

Foredraget vil beskrive opvæksten i Thy samt hans ungdom og litterære karriere i København.

Dernæst belyses hans menneskesyn gennem nedslag i såvel de naturvidenskabelige tekster som de litterære. Helt centralt står hans oversættelse af Darwins værker og romanerne "Fru Marie Grubbe" og "Niels Lyhne" samt hans digte. Fokus er på, hvordan det moderne, videnskabelige menneskesyn ytres hos Jacobsen.

Onsdag d. 12. juni kl. 20.00

'Tilflytterne' v. Knud Holch Andersen, Hillerslev, pensioneret lektor, cand.mag., Thisted Gymnasium.

Med udgangspunkt i Æ Verdensuniversitet i Skyum, Thylejren og en stærkt voksende offentlig sektor vil foredraget undersøge de aktiviteter og værdier, som 1970'ernes mange tilflytterfamilier førte med sig til Thy.

Som et eksempel vil foredraget fremhæve oprettelsen af Nordvestjysk Folkecenter for vedvarende energi i Ydby og vindmøllebevægelsen i daværende Sydthy Kommune op gennem 1980'erne og 1990'erne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste