Som at være barn igen: Her bliver der læst højt - for voksne!
NYKØBING: Så er der igen oplæsning for voksne på Morsø Folkebibliotek.
Næste gang er onsdag eftermiddag 26. oktober.
Til arrangementerne læser en bibliotekar op i en halv times tid.
Herefter er der mulighed for at få en lille snak om det, der blev læst op, og bibliotekaren fortæller kort om forfatteren. Det er noveller af forskellige danske og udenlandske forfattere, der læses. Gerne med lidt udfordring for tilhørerne. Vi slutter af med et digt, som regel med samme tema som novellen.
- Oplæsning for voksne er for alle - også dem, der ikke læser bøger. Selv om du sjældent eller aldrig læser en bog, så er der noget hyggeligt over samværet og fællesskabet, når du lytter til en god historie, siger bibliotekar Lisbeth Bach Sørensen, der er ansvarlig for arrangementerne.
”Flittige læsere" er selvfølgelig også meget velkomne. Hele arrangementet varer ca. tre kvarter.
Det foregår på 1. sal i biblioteket og er gratis.
Der er ingen tilmelding, og man kan sagtens deltage, selvom man ikke har mulighed for at komme alle gange. Biblioteket byder på kaffe, te og vand.