Snedsted vrimler med lopper lørdag 15. august
Borger- og erhvervsforeningen står for et kæmpe fællesarrangement - men hver for sig
SNEDSTED: Snedsted Borger- og Erhvervsforening inviterer nu til ”stort fælles loppemarked - men hver for sig”. Det foregår rundt omkring i byen lørdag 15. august.
Ved coronanedlukningen 11. marts aflyste foreningen alle arrangementer, herunder traditioner som sankthansfest og byfest. Men man vil gerne fortsat gøre noget for borgerne, siger formand Anja Kristensen .
I ugerne 29-32 har man således afviklet en konkurrence, hvor man efter handel i en af byens butikker har kunnet aflevere sin bon i en postkasse på torvet ved stationen. Hver fredag de kommende fire uger udtrækkes så gaver fra eller gavekort til de butikker, der er medlem af foreningen.
Hertil kommer så det store fælles loppemarked. Foreningen har opfordret borgerne til at lave en stand på deres egen adresse eller at låne en indkørsel hos en bekendt. Foreningen står for markedsføringen af loppemarkedet og tilmeldingerne. Ligeledes sørger foreningen for at der bliver lavet et kort, der vil stå på torvet og blive slået op på facebook, så man kan finde frem til de enkelte salgssteder.
Et halvt hundred husstande har tilmeldt sig med op mod 100 stande. Og flere kan komme til.
Foreningen håber også, at byens foreninger og butikker vil bakke op om dette arrangement. Byens genbrugsbutik har allerede meldt sig på banen og holder åbent i samme tidsrum, som er kl. 10.00-15.00, fortæller Anja Kristensen.