Smagsoplevelser på Limfjorden

Morsø Turistbureau arrangerer igen i år øl- og romsmagningsture med turbåden ”Bertha K”

03. juli 2020 kl. 07.30

NYKØBING: Morsø Turistbureau gentager succesen fra i fjor, fremgår det af en pressemeddelelse, og inviterer på øl- og romsmagninger på Limfjorden. Smagningerne foregår i salonen på turbåden ”Berthe K”, hvor man samtidig kan nyde den flotte udsigt over fjorden eller se Mors fra søsiden undervejs.

Der er afgang kl. 19 fra Nykøbing Havn, og man er tilbage kl. 21. Der er seks ture i juli og august, fremgår det.

Starten går fredag 10. juli med en tur, hvor man smager på belgisk øl - seks af de allerbedste, hedder det, heriblandt nogle af de kendte trappistøl. Øllene præsenteres og serveres med sjove anekdoter og et glimt i øjet af de tidligere morsingboer Annette og Mogens Kristensen.

Lørdag 11. juli er der så en romsmagningstur, hvor man får lejlighed til at smage otte forskellige slags rom.

Fredag 17. juli er det Ole Sørensen fra Thisted Bryghus, der byder på seks forskellige kvalitetsøl lige fra det lyse til det mørke. Bryghuset er tre år i træk kåret som årets bryggeri af Danske Øl-entusiaster.

Der er flere smageture fredag 24. juli, lørdag 25. juli og fredag 31. juli.

Turistchef Bente Kristensen opfordrer til, at både lokale og turister deltager i disse hyggelige, men lidt anderledes sejlture med turbåden ”Bertha K”.

Prisen for en ølsmagningstur er 260 kr. pr. person og for en romsmagningstur 349 kr. pr. person. Der er mulighed for købe øl eller rom efter sejlturene.

Billetter skal købes på forhånd enten på Morsø Turistbureau, Havnen 4, eller online på: www.visitmors.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste