Slægtshistorisk Forening udsender sit efterårsprogram
Man følger stadig alle coronahenstillinger, så alle arrangementer er aflyst til slutningen af august
MORS: - Vi følger stadig alle anvisninger og henstilling som følge af coronakrisen. Derfor er alle arrangementer aflyst indtil 31. august, fortæller formand Randi Ottosen fra Morsø Slægtshistoriske Forening, der netop har udsendt sit efterårsprogram.
Næste arrangement er således onsdag formiddag 2. september, hvor man kan høre om at starte med slægtforskning og lære om anetavler. Det foregår på Morsø Lokalhistoriske Arkiv i Munkegade 22 i Nykøbing.
Formanden oplyser, at foreningen stadig har et begrænset antal erindringsbøger med oplæg til at skrive erindringer. De kan hentes hos Bitten Vad, Nykøbing, efter aftale. Foreningen findes på www.slaegt.dk under ”Lokalforeninger”.
Formiddagsarrangementerne om slægtsforskning, hvor der er åbent to timer på lokalhistorisk arkiv, fortsætter 23. september om folketællinger, 14. oktober med ”på jagt i byen” og 25. november om soldater i familien.
Dertil er der aftenarrangementer, ligeledes et par timer på lokalhistorisk arkiv, første gang onsdag aften 9. september om kirkebøger og dernæst onsdag aften 14. oktober om, hvad man gør ved arvegodset i form af albummer og dokumenter og onsdag 11. november om dna og slægtsforskningen.
Erindringsværksteder er et andet fast programpunkt, som også foregår på Lokalhistorisk Arkiv, hvor man starter onsdag formiddag 16. september om breve og andre familiedokumenter og fortsætter 7. oktober om at lave slægtsbøger, 21. oktober om gamle fotoalbummer, 4. november om kvinderne i slægten og 18. november om fotoredigering.
Endelig indbyder foreningen i efteråret til tre foredrag, som foregår på Morsø Folkebibliotek i Holgersgade 7 i Nykøbing, første gang onsdag aften 30. september om ejendomshistorie ved Jens Aaberg og dernæst i samarbejde med Morsø Folkeuniversitet tirsdag aften 27. oktober ved Henning Ringgaard Lauridsen om ”Ved jorden at blive” samt endelig onsdag aften 4. november ved bo Poulsen om ”Stormflod”.
I december har Slægtshistorisk Foreningen ingen arrangementer. Årskontingentet er på 170 kr. pr. person.
Randi Ottosen fortæller, at man kan altid spørge ved et arrangement eller henvendelse til formanden. Så får man svar, vejledning og eventuelt en samtale om det problem, der optager én.