
Skruer op for oplevelsen: Kanonbrønd skal fyldes med fællessang
Torsdag 4. maj er det 78 år siden, at budskabet om Danmarks befrielse fra tysk besættelse lød gennem radioen:
”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.
Mere end fem års besættelse var overstået, og danskerne kunne ånde lettede op og vende tilbage til det normale liv. Besættelsen trak dog lange spor, hvilket Hanstholm stadig bærer præg af i form af de mange tyske bunkere.
Alsang
Den historiske begivenhed markeres i Hanstholm med sangaften, musik, vandring og fortælling.
- Det er tredje år, at vi synger alsang på befrielsesaftenen ved Hanstholm Bunkersmuseum og den store kanonstilling. Vi har så valgt i år at give publikum oplevelsen at få lov at synge nede i den store kanonbrønd - og ikke stå oppe på kanten. Det vil blive en helt anden og stærkere oplevelse at synge i selve bunkeren og mærke omgivelserne og akustikken, fortæller Kristina Odgaard, der er leder af Thy Sangskole.
- Der bliver først sang og en lille fortælling inde i det store museumsrum med panoramavinduet ud mod natur og hav.
Ned i brønden
Sangene bliver: I Danmark er jeg født og Hvor smiler fager den danske kyst. Musikerne spiller her Gershwins ”Someone watch over me”
- Så rykker vi ned i kanonbrønden og mindes krigen og de faldne. Sangene der skal synges der er: Altid frejdig når du går og Dejlig er jorden. Herefter rykker vi ud til lyset og naturen ved indgangen og synger: Kom maj du søde milde og Hvor skoven dog er frisk og stor.
- Som afslutning trækker vi op til Hanstholm Fyr, hvor der venter et program med frihedsbudskabet og sange, der markerer befrielsen: En Lærke letted´ og Danmark nu blunder den lyse nat.
Eftertænksom fejring
Ved arrangementet vil museumsleder Jens Andersen fortælle om Hanstholm Fyrs historie under besættelsen.
Der sluttes af med trompet og klarinet fra toppen af fyret med sangen "Nu er jord og himmel stille".
- Vi håber, det bliver en eftertænksom, men også stemningsfuld og bevægende aften, siger Kristina Brogaard.
Hun guider fællessangen og akkompagnerer sammen med af den unge klarinettist Sarah B. Pedersen og Olaf Waldeck, som endnu en gang har valgt at tage turen fra Tyskland for at kunne deltage med sit smukke trompetspil til markeringen af 4. maj.
Arrangementet starter 19.00 og slutter cirka 21.15 ved solnedgang.