Billede beskrivelse

Skærmtid: Har Marvel et nyt superhelte-hit på hænderne med den hårdtslående “Echo”?

06. januar 2024 kl. 11.00

Elsker du også film og serier?
Film- og serienørd Mikkel Abel giver dig en oversigt over ugens nyheder på dine skærme, som i denne uge byder på superhelte.

Echo

Marvel, og deres mange superhelte, har siddet tungt på tronen, når det gælder store blockbusters i biografen og på streamingtjenesterne. Mere produktive end nogensinde er de nu i gang med deres såkaldte fase fem af MCU (‘Marvel Cinematic Universe’), som fortsætter kapitlerne i sagaen om verdens mange supermennesker.

Trods alt succesen har styrmand Kevin Feige og co. dog affyret et par fejlskud alene i 2023, hvor “The Marvels” og andre projekter floppede økonomisk og hos kritikerne. Det må være prisen, når man efterhånden skal have set et dusinvis af serier og film for at forstå bare nogenlunde hvad der foregår.

Derfor er det nok meget godt at viske tavlen ren i takt med, at vi begynder det nye år, hvor Marvel har flere spændende projekter i kalenderen.. Det første projekt vi får bliver den nye hårdtslående serie “Echo”, der lader til at blive mere voldsom i sin action end hvad vi normalt ser fra det familievenlige Marvel.

I serien møder vi den tidligere kriminelle Echo, med det borgerlige navn Maya Lopez, der er døv - og super stærk. Vi mødte hende sidst i serien “Hawkeye”, men nu får den trænede dræbermaskine sin egen fortælling. Echo er noget så sjældent som en indfødt superhelt, og har et handicap, der gør hende unik. Serien er rygtet til at blive Marvels mest blodige til dato (ikke at konkurrencen er stor), men det bunder nok i Echos opgør med fortidens traumer. Her dukker der nemlig kendte ansigter fra andre Marvel-serier op, såsom fanfavoritten Daredevil og skurken Kingpin. Lad os håbe 2024 er året hvor Marvel for alvor kommer tilbage på rette spor.

“Echo” kan ses ugentligt på Disney+ fra 10. januar, og består af fem afsnit.

Avengers: Infinity War

Hvis man synes Marvel har haft nogle sløje år, skal man heldigvis ikke langt tilbage i tiden, før alt var bedre. Og alt var jo som bekendt bedre i gamle dage, som for Marvel og deres superheltecirkus blot var fem år siden. I 2018 kulminerede ti års filmfortællinger med Captain America, Iron Man, Spider-Man, Thor og mange andre i den episke, storladne “Avengers: Infinity War”.

Billede beskrivelse

Her blev alle superheltene, store og små, mirakuløst sammenført på skærmen i kampen mod galaksens største, lilla bølle, Thanos. Der er ingen grund til at lade som om Marvel har lavet en bedre film siden, for alt gik vitterligt op i en højere enhed, da superheltene stod overfor deres største udfordring nogensinde. En tur ud i rummet med Spider-Man? En planet, der bliver kastet i hovedet på Thanos? Black Panther, der giver Captain America sit skjold? Eller halvdelen af verdens befolkning bliver til støv? Superheltefilm bliver ikke bedre end dette.

“Avengers: Infinity War” kan ses på Disney+.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste