Skærmtid: Fargo vender tilbage med kulsort galgenhumor
Elsker du også film og serier?
Film- og serienørd Mikkel Abel giver dig en oversigt over ugens nyheder på dine skærme.
“The Black Demon” (18. November på Viaplay)
Gode hajfilm er ikke ligefrem noget man kan bruge lang tid på at lave en liste over. Det starter med “Dødens gab” fra 1975, og så har ingen rigtig kunne løfte det glubske væsen til overfladen siden.
I “The Black Demon” skal en familie kæmpe for overlevelse mod en gigantisk megalodon, og der er forhåbentligt bid i både action og gys.
“Bottoms” (21. november på Amazon Prime)
Hvis du ikke kender Rachel Sennott og Ayo Edebiri er det ved at være på tide! Som tidens it-piger har de hver især brilleret med deres komiske timing i titler som TikTok-slasheren “Bodies, Bodies, Bodies” og den hypede kokkeserie “The Bear”.
I ”Bottoms” spiller de to piger i high school, der slår sig sammen for at lave en kampsportsklub, der mest er en undskyldning for at score medstuderende. Til dig der altid har drømt om at se hvad der sker, når “Mean Girls” møder “Fight Club”!
“Fargo” - Sæson 5 (22. November på HBO Max)
Tilbage i 2014 troede ingen Noah Hawley kunne lykkes med at lave en serie baseret på Coen-brødrenes ikoniske film “Fargo”. Få kan ramme deres niveau af sort galgenhumor og mærkværdige påfund, når mennesker ender i uheldige situationer. Men Hawley fik gjort kritikken til skamme og lavede noget af årtiets bedste TV.
Vi må se om han kan genfinde formen ovenpå den skuffende sæson fire, men med Jon Hamm som godmodig sherif og Juno Temple som skurkagtig husmor er der lagt op til et festfyrværkeri i midtvesten.
“Mordet i Venedig” (22. November på Disney+)
Kenneth Branagh instruerer, og indtager for tredje gang rollen som den legendariske mesterdetektiv med det muntre overskæg, Hercule Poirot.
Baseret på Agatha Christies krimiromaner går turen denne gang til Venedig, hvor et drabeligt mord har fundet sted. Stjerner som Tina Fey (“Mean Girls”, “30 Rock), Jamie Dornan (“50 Shades of Grey”) og Michelle Yeah (“Everything Everywhere All at Once) er alle under mistanke.
“Squid Game: The Challenge” - Sæson 1 (22. November på Netflix)
Så du det verdensomspændende hit “Squid Game”, hvor en flok mennesker måtte overleve drabelige udfordringer, og tænkte “Det kan jeg sgu klare meget bedre!”? Så er dette showet for dig.
Netflix har nemlig forvandlet deres sydkoreanske succes til et realityshow, hvor 456 deltagere fra hele verden dyster mod hinanden i en udskillelsesproces, der afgøres via vilde udfordringer. Godt nok uden dødelige konsekvenser, men med en gevinst på 32 millioner på spil (den største i et realityprogram nogensinde!) skal det nok blive intenst og nervepirrende til det sidste.