Skærmtid: Dansk kokkeserie tilfredsstiller sulten i det nye år
Elsker du også film og serier?
Film- og serienørd Mikkel Abel giver dig en oversigt over ugens nyheder på dine skærme, som i denne uge byder på madserier, der kan kurere tømmermændene.
Bag enhver mand
Fra Michelinstjerner til mesterlige måltider har kokkeverdenen fyldt meget på skærmen det sidste års tid. Over på Netflix har Philip Rosenthal spist sig gennem verdenen i “Somebody Feed Phil”, mens den samfundssatiriske “The Menu” udstilte klasseskel via en cheeseburger. Og så har hele verden snakket om den hypede serie “The Bear”.
Nu får vi endelig et dansk take på en historie, der hovedsageligt udspiller sig i køkkenet. Makkerparret vender Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag vender nemlig tilbage med en ny serie, når det nye år indledes.
Med tømmermænd ovenpå juledagene, eller den kommende 1. januar, har du brug for salt og ernæring, mens du fortjent hviler på sofaen! Og med junkfood som dagens hovedret kunne den nye serie “Bag enhver mand” godt være den perfekte forret eller dessert.
Her må den traditionsbundne og succesfulde køkkenchef Michael tænke i andre baner, når den nye souschef Naja udfordrer Michaels måde at drive et køkken på. Hvor Michael er konservativ i sin drift af den populære restaurant Værk, kommer Naja med helt nye ideer om hvad en moderne arbejdsplads er. Forvent et oprør mod ledelse, den gode tone, ligestilling og alle konflikter, der måtte udspille sig i et køkken.
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har nydt masser af succes med de romantiske serier “29”, “30”, “31”, og ikke mindst sidste års biografsucces “Elsker dig for tiden”.
Sammen har makkerparret formået at ramme tidsånden og alle de udfordringer man møder, når man står på livets mange skilleveje hvad end det gælder venner, familie, karrierevalg, kærlighed og alt imellem. I køkkenets oftest stresset arbejdsmiljø er der lagt op til saftigt drama. Så er der serveret!
“Bag enhver mand” kan ses på DRTV fra 29. december og DR ugentligt fra 1. januar.
The Bear
En af tidens mest hypede og velansete serier er kokkeserien “The Bear”. Tidligere på året fik vi en anden sæson, der levede helt og aldeles op til første sæsons Michelin-niveau.
Her møder vi den unge stjernekok Carmy, spillet af bøffen Jeremy Allen White, der har arbejdet på verdens fineste restauranter. Dét kan han dog ikke bruge til ret meget, når han ender med at overtage sin afdøde brors familiedrevet sandwichshop. At vende hjem og tage familieopgøret bliver en lige så hektisk kamp, som den der udspiller sig hver dag i køkkenet, når den slidte cafe skal tages til stjernestatus.
Forvent tusindvis af lækre billeder af mad, som gør dig skrupsulten. Og forvent så enorm stress, når man virkelig mærker hvad det vil sige at stå i køkkenet og arbejde under pres.
Sæson 1 og 2 af “The Bear” kan ses på Disney+.