Det sker

Sjov skal tælle mere end stopur

Thisted Svømmeklub vil klubben lave hold for dem, der hellere vil svømme for sjov end på tid - startskuddet er Girls Camp i uge 27

31. maj 2021 kl. 14:00

THISTED: - Vi vil gerne skrue op for det sociale og helt ned for konkurrencen.

Sådan lyder det klare budskab fra frivillig træner Dina Alminde om det koncept, som Thisted Svømmeklub nu vil lancere for at fastholde flere unge i klubben.

Baggrunden er, at teenage-liv og intens træningscyklus virker som en stopklods for mange piger. Kun 15 procent fortsætter i klubben for at dyrke konkurrencesport eller kunstsvømning, når de er fyldt 12-13 år.

- Vi ved, at mange unge forlader foreningslivet på grund stigende krav og dermed en forventning om at bruge mange ugentlige timer på træning. Usikkerhed omkring sin pubertet og kropsopfattelse spiller også en stor rolle, forklarer Dina Alminde.

Derfor startes nu et længe ventet alternativ til elitesvømning.

- Til efteråret etablerer vi fire nye svømmehold. De nye hold henvender sig til de unge piger, der gerne vil svømme og opleve det sammenhold, der er i klubben – men hvor tid og lyst til konkurrence spiller en mindre rolle, fortæller Dina Alminde.

Startskuddet til den nye svømmelinje bliver et sommerevent i svømmeskolen med navnet Girls Camp.

Her vil der være masser af mulighed for at boltre sig i bassinet – med fokus på svømmesjov, leg og ballade. Men der vil også være planlagt en perlerække af andre aktiviteter – både med fokus på bevægelse og det sociale fællesskab.

- Vi vil spille spil, spise sammen, snakke og hygge, fortæller Dina Alminde.

Dina Alminde vil være leder på sommerlejren, og med sin baggrund som kostvejleder - med speciale i eliteidræt og børn med overvægt - vil hun også tale med pigerne, om kroppens forandringer i puberteten, om accept af kroppes forskellighed og hvordan puberteten kan påvirke ens lyst til idræt.

Som hjælpeinstruktør på Girls Camp har hun 14-årige Emmy Søgaard, der er kunstsvømmer.

- Det er vigtigt, at piger præsenteres for et alternativ til konkurrence. Det er meget vigtigt, at de også har det sjovt, mener Emmy Søgaard, der har svømmet i otte år nu.

Det er i øvrigt tanken, at de samme piger fra Girls Camp kan følges ad til træning i Thy Hallen til efteråret, hvis de ønsker det.

- Vi håber at fastholde det sammenhold, der forhåbentlig er opstået på sommerlejren og dermed give pigerne lyst til at blive i klubben, pointerer Dina Alminde.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu