Sindbjerg Vingård på Grå Stensvej 2 ved Sindbjerg er en af de vingårde i Nordjylland, der inviterer til Dansk Vindag. Privatfoto
Det sker

Sindbjerg Vingård indbyder til Dansk Vindag

29. august 2022 kl. 14:00

SINDBJERG: Lørdag 3. september åbner vingårde over hele landet op for besøg.

Sindbjerg Vingård på Grå Stensvej 2 ved Sindbjerg er en af de vingårde i Nordjylland, der inviterer til Dansk Vindag.

Den økologiske vingård på Sydmors holder åbent i eftermiddagstimerne.

På dagen kan interesserede komme på besøg for at se, hvordan en vingård tager sig ud samt smage på dansk vin. Der vil være rundvisning i vinmarkerne og vineriet og tid til at stille spørgsmål om det at dyrke vin i Danmark.

Dansk Vindag ligger på den første lørdag i september, hvor der stadig er gode chancer for sommerlige vejrforhold, der indbyder til en tur i en dansk vinmark, hvor druerne er ved at modnes.

Efter en langsom start har vinstokkene mange steder indhentet meget af det forsømte i sensommerens hedebølger. Tørke er et tveægget sværd, svampesygdomme holdes nede; men vinstokke kræver også vand for ikke at gå i stress. Mængdemæssigt bliver høsten næppe stor i år; men kvaliteten kan stadig blive rigtigt god, hvis vejret vil arte sig helt frem til høsten.

Bag arrangementet Dansk Vindag står først og fremmest de lokale vinbønder, der gæstfrit byder alle interesserede indenfor i vinmark og vineri, og desuden

Foreningen Dansk Vin, som har koordineret dette arrangement siden 2003.

En oversigt over de åbne vingårde kan findes på foreningens hjemmeside https://vinavl.dk/foreningen/dansk-vindag/

Annonceret indhold

Nyeste