Billede beskrivelse

Signe Svendsen indleder turné på Limfjordsteatret

Torsdag 24. marts indleder hun sin forårsturné på Mors

11. marts 2022 kl. 11.00

NYKØBING: Den kendte singer-song-writer Signe Svendsen gæster Mors sidst i marts med stjernemusikerne Palle Hjorth og Lars Skjærbæk.

Uden at lefle for nogen eller noget har Signe Svendsen skabt sin helt egen niche i dansk musik.

Album for album, koncert for koncert har hun cementeret sig som en stærk sangskriver og entertainer med en stemme, der rummer både nærvær og sjælfuldhed.

Torsdag 24. marts indleder hun sin forårsturné på Limfjordsteatret på Mors sammen med to eftertragtede musikere Lars Skjærbæk på guitar og Palle Hjorth på tangenter. De vil både kaste nyt lys over bagkataloget og lufte helt nye sange. Signe Svendsen kalder det selv for et ægte ønskescenarie.

- Når jeg spiller mine sange i den her trio-version, kan alt vitterligt ske. Vi kan gå fra blåt til storladent, fra fint til voldsomt. Der er plads til at fortælle historierne og plads til, at folk kan få lov til at flyde væk fra hverdagen på et trip af ord og toner - jeg elsker det virkelig, siger hun.

Samme trio udgav i august 2021 EP’en ”Genbesøgt”, der består af udvalgte sange fra bagkataloget i helt nye versioner - gen-elsket og ny-indspillet.

Koncerten er arrangeret af Spillestedet Thy i samarbejde med Limfjordsteatret.

Billetterne koster 205 kroner og kan købes via begge hjemmesider www.spillestedetthy.dk og www.limfjordsteatret.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste