Billede beskrivelse

Sidste sangeftermiddag i klitsognene

Torsdag eftermiddag 13. august er der fællessang i haven ved den tidligere præstegård i Svankjær, som nu er sognehus

03. august 2020 kl. 08.00

SVANKJÆR: Coronakrisen betød, at klitsognene Hvidbjerg Vesten Å, Ørum og Lodbjerg fik svært ved - som mange andre steder - at opretholde kirkelivet, og da genåbningen kom, kunne man på grund af størrelse og afstandskrav ikke holde gudstjenester i den lille Lodbjerg Kirke. Samtidig måtte man stoppe både pastoratets kor og de velbesøgte sangaftener i Svankjær Sognehus i den tidligere præstegård.

I sommer har man så i stedet inviteret til sangeftermiddage i fri luft, og tre af disse er nu veloverstået, fortæller organist Kristian Mogensen, Snedsted. Den fjerde og sidste inviterer menighedsrådet nu til i præstegårdshaven i Svankjær torsdag 13. august kl. 16.30-17.45.

Kristian Mogensen sørger for klaver, sangark og sangbøger og leder godt en times fællessang i det fri, i den grønne præstegårdshave, under en blå augusthimmel - om alt går vel. I tilfælde af dårligt vejr aflyser man.

Organisten står for sangvalg og præsentation af sangene, men også publikum kan byde ind med ønsker til fællessange.

Man bedes selv medbringe en havestol eller et tæppe, og har man lyst til at møde op lidt før og drikke medbragt kaffe, er man meget velkommen til det. Der er fri adgang for alle, siger Kristian Mogensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste