Billede beskrivelse

Seniorklubben har et højaktuelt emne på programmet

18. august 2024 kl. 06.02

HURUP: Onsdag den 21. august indleder Sydthy-Thyholm Seniorklub sæsonens aktiviteter med et besøg af Anna Eckhoff, som vil holde foredrag om det højaktuelle emne: Israel-Palæstina-konflikten.

Hun vil blandt andet fortælle om baggrunden for Israel-Palæstina-konflikten. Gennem sine egne oplevelser fra arbejde og ophold i Østjerusalem, Vestbredden og Gaza samt besøg i Israel, vil hun beskrive, hvordan konflikten har påvirket de besatte palæstinensiske områder.

Anna Eckhoff vil ligeledes give en opdatering på de seneste begivenheder i konflikten og forklare, hvorfor det er så svært at finde en løsning på konflikten.

I vil også høre om hendes besøg hos toneangivende mellemøstlige institutioner i Washington D.C. Hør Anna Eckhoffs indtryk fra besøgene i tre palæstinensiske flygtningelejre i Libanon i slutningen af juli 2023.

Under foredraget vil der blive vist uddrag fra hendes interviews med politiske ledere af lejrene kort før angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

Arrangementet finder sted onsdag den 21. august kl. 14.00 på Hotel Thinggaard i Hurup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste