Seniorer og juniorer går sammen om stort arrangement
Ældre og yngre kræfter fra henholdsvis Sydthy-Thyholm Seniorklub og Hurup Fælles Sport har dette efterår indgået et samarbejde.
Foreningerne har inviteret den kendte TV2 vært Morten Ankerdal til Hurup, hvor han i Hurup Hallerne den 24. oktober skal holde foredrag om sin lange karriere som profileret vært på sporten og ved kongelige transmissioner.
Det er Sydthy-Thyholm Seniorklub, der på papiret står som vært for arrangementet, men den yngre generation fra Hurup Fælles Sport går ind i arrangementet med frivillig arbejdskraft og markedsføring af Morten Ankerdals besøg i Hurup, oplyser formand for Sydthy-Thyholm Seniorklub, Oluf Vestergaard fra Thyholm
- Vi er rigtig glade for, at vi i vores program for 2023/24, som vi kom på gaden med i juli, kan annoncere et foredrag med så spændende en person, som Morten Ankerdal. Og da han er en person, som appellerer til både den ældre og den yngre generation, så fik vi ideen at afvikle arrangementet sammen med Hurup Fælles Sport, der jo er en organisation, som består af unge, sportsinteresserede mennesker, siger han.
Største landboSeniorklub i landet
Sydthy-Thyholm Seniorklub blev stiftet i 2000 som en underafdeling af den landsdækkende forening LandboSenior, der samler seniorklubber fra hele blandt, hvor den lokale klub i Sydthy-Thyholm i dag er en af 57 foreninger på landsplan.
- Med over 500 medlemmer er vi den største Landboseniorklub i landet. Det var en gruppe på 34 pensionerede landmænd, der i sin tid stiftede foreningen, men i dag favner vi bredt, og man behøver ikke at have eller have haft tilknytning til landbruget, for at blive medlem, og man behøver heller ikke at være gået på pension, siger næstformand, Ole Andersen fra Hurup.
Klubbens primære formål er at lave arrangementer, der kan være med til at skabe stærke netværk og styrke det sociale samvær for deres medlemmer. Og det sker som udgangspunkt med et arrangement hver måned, hvor der på skift arrangeres udflugter, foredrag, virksomhedsbesøg, julefrokost. Blandt andet. For gode ideer til et arrangement er altid velkommen og behandles altid seriøst af bestyrelsen.
- Når vi afvikler et af vores arrangementer, er der altid stor deltagelse af 100-150 medlemmer hver gang. Og vi lægger stor vægt på, at der udover at deltage i arrangementet altid bliver tid og rum til, at vi, før aktiviteten går i gang, mødes for at hygge og snakke sammen, fortæller Oluf Vestergaard.
Det er første gang, at Sydthy-Thyholm Seniorklub samarbejder med den yngre generation fra Hurup Fælles Sport om et arrangement.
- Det er dejligt at vi kan finde et fælles arrangement at samarbejde om, for jeg synes det er rigtig godt at vi en gang imellem får skabt et fællesskab på tværs af generationerne, siger Ole Hansen.
HFS-Hurup Fælles Sport er et samarbejde mellem de tre lokale idrætsforeninger: Hurup gymnastik- og Ungdomsforening, Hurup Håndboldklub og Hurup idrætsforening.