Se billederne: Undervandsbetonbisser er i aktion i Hanstholm
I 60 år har sænkekasserne i Hanstholms ydermoler taget imod alt, hvad Nordsøen har sendt mod betonkonstruktionerne. Det har de solide sænkekasser kunnet klare.
Men konstruktionen slides og skal jævnligt vedligeholdes. Og det sørger Kystinspektoratet, som ”ejer” det gamle ydermoleanlæg, for.
Netop nu er en større forstærkning af de mange sænkekasser på Vestmolen i gang.
Det er en stor opgave, der udføres af det lokale firma Dykkerstaal/Nordjysk Dykkerservice.
- Bølgerne undergraver sænkekasserne. Derfor undervandsstøber vi nu foran 27 af de firkantede sænkekasser på vestmolen. Vi skal bruge et stabilt vejrvindue, og det har vi haft nu i længere tid og vi har nået meget, fortæller Rune Staal.
- Forud for selve støbearbejdet har vi haft dykkere ned og forberede støbningen. Fra havbunden og 1,5 til 2,5 meter op har vi bygget en forskalling i stål og sat armering. Vi sprøjter så til sidst beton ned og laver en stærk ca. 40 tyk betonforstærkning af sænkekasserne.
Otte meter nede
Man kan sige, at det både er vedligeholdelse - men også forstærkning, uddyber han.
- Sænkekasserne er ikke beskadiget. Men undergravning af konstruktionen må ikke ske. Derfor har vi nu haft seks mand i gang i nogle uger, når vejret tillader det. Vi har dykkere otte meter nede og folk på molen og vi arbejder fra 6.00 til midnat. For vi er nødt til udnytte det gode vejr.
Betonen er egentlig almindelig beton, dog tilsat en accelerator, så den størkner hurtigt.
Stor opgave
Arbejdet for Kystinspektoratet omfatter en stribe opgaver ved Hanstholm Havn - det er anodeskift, nye gangbroer, boreprøver, andre betonreparationer og forstærkninger af indermoler.
- Det er en god opgave for os. Vi har selv hovedentreprisen. Normalt er vi underentreprenør. Men her står vi selv for det hele, og det giver os mulighed for at vise, at sagtens kan påtage os større opgaver som hovedentreprenør - også når det gælder større specialiserede betonarbejder under vand, fortæller Rune Staal.
- Nu melder de dårligt vejr på søndag. Men så snart vejrvinduet igen er der, som det har været de senere dage, skal vi have arbejdet på Vestmolen afsluttet. Vi skal bruge en fem-seks dage mere, lyder det fra Rune Staal.
Efter Vestmolen venter forstærkning af vestre tværmole inde i yderhavnen.