Opskrifterne til istapper kan hentes hos garnbutikken Fru Broundal, der ejes af Christa Friis Broundal (tv.) - her sammen med handelschef Lisbeth Thrysøe. Man skal selv lægge garn til, og det skal gerne være i vinterfarverne. Privatfoto
Det sker

Savnes: Strikkede istapper!

Nykøbing er ved at gøre sig klar til vinterfestivalen i februar. Og der skal der altså bruges istapper...

06. december 2021 kl. 11:59
Istapperne skal måle ca. 20 cm i bredden samt 60-65 cm i længden. Privatfoto

NYKØBING: Strikkede istapper og byudvikling hænger ganske tæt sammen... Det lyder måske ikke sådan - men den er god nok.

Sagen er den, at en by, der ikke udvikler sig, er en by under afvikling. Hvis butikkerne først begynder at lukke, er det svært at tiltrække nye beboere, for hvem vil bo i en by uden butikker, spisesteder eller kulturliv? Det er der ikke mange, der vil.

Mors Handel og Morsø Kommune har kontaktet BID Danmark, som er en organisation, der brænder for byudvikling, og som kender virkeligheden ude i handelsgaderne.

Byudvikling

BID Danmark-modellen samler alle de lokale kræfter og hjælper dem til atter at gøre byen attraktiv. Det er hjælp til selvhjælp. At modellen virker er allerede testet i over 30 byer - i det nordjyske gælder det Aabybro i Jammerbugt Kommune og nu også Nykøbing Mors.

- Det handler om at udvikle byen, at få folk til byen og få folk til at blive i længere tid i byen. Det handler om at gennemtænke nogle løsninger, så folk benytter de muligheder, der er i byen, siger handelschef Lisbeth Thrysøe, som har deltaget i de indledende møder med BID Danmark i løbet af efteråret.

For hende handler det om at gøre byen attraktiv. Det skal ske via aktiviteter og udsmykning. Dels som borgerne har kunnet opleve det i forbindelse med halloween men også juleudsmykningen.

- Noget af det vi arbejder med i forbindelse med BID Danmark er udsmykning af tomme butikslokaler samt, at vi laver en pakkekalender i en af de tomme butikslokaler. Her kan borgerne så deltage i lodtrækningen, siger Lisbeth Thrysøe.

Strikkede istapper

Men hvad har det at gøre med strikkede istapper, kunne man spørge sig selv.

- Med de strikkede istapper, så handler det om at lave noget i fællesskab. Vel at mærke noget der kan bruges til noget, siger Lisbeth Thrysøe.

De strikkede istapper skal bruges i forbindelse med byens vinterfestival, som foregår i hele februar måned. Istapperne skal op og hænge i byens handelsgader.

- Derfor skal vi i gang nu, og jeg håber, at mange vil være med, siger Lisbeth Thrysøe, som ikke tør gætte på, hvor mange istapper der skal bruges.

- Men det er mange, siger hun og fortsætter:

- Februar er tit en hård måned at komme igennem for handelslivet, så vi laver en vinterfestival for at sætte mere gang i gaderne i den måned. Derfor håber jeg, at folk har tid til strikke nu, selvom julen nærmer sig, siger handelschefen.

Det er første gang, man vil lave en vinterfestival i byen, men tidligere arrangementer i forbindelse med halloween og jul har vist, at indsatsen kan betale sig; Det skaber liv.

Strikkeopskriften til istapperne kan man hente hos Fru Broundal på Algade 27.

De færdige istapper kan ligeledes afleveres hos Fru Broundal eller på den anden side af gaden hos Garderoben.

Nyeste