Satirisk og politisk forestilling om offentlighedsloven
Ina-Miriam Rosenbaums ”Det fortrolige rum” opføres tirsdag aften 8. marts og onsdag formiddag 9. marts i Limfjordsteatret på Mors
NYKØBING: Kan man lave teater om noget så knastørt som offentlighedsloven? Ja, det kan man, hvis man er Ina-Miriam Rosenbaum.
Hun har gjort det før og er med sin nye forestilling oppe på fire teaterforestillinger, der alle baserer sig på politiske møgsager: Helle Thornings skattesag, salget af Dong, Danmarks indtræden i Irakkrigen - og nu altså ”Det fortrolige rum” om offentlighedsloven.
Med den kommer hun ifølge anmelderne flot i mål med sit mangeårige ”Projekt Glemmebogen”.
Selv om forestillingen, der gæster Limfjordsteatret 8. og 9. marts, handler om noget så tørt som jura, paragraffer og åbenhed i forvaltningen, bliver den af anmelderne betegnet som ”yderst veloplagt” og ”skarp magtkritisk satire”.
Scenen er sat i år 2068, hvor vi møder Frank, spillet af Anders Budde Christensen. En mærkelig virus er på spil, og Mette Frederiksen er stadig statsminister, selvom ingen har set hende i 30 år! Her i sin isolationsboble støder Frank på offentlighedsloven; den lov, der styrer, hvad vi borgere må vide, og hvad vi ikke må vide. Frank begynder at grave dybt i paragrafferne, men farer vild i Christiansborgs mørke.
Heldigvis griber journalist Sofie Buch Høyer ind og hjælper Frank og publikum med at forstå de snørklede paragraffer og konsekvenserne af dem. Et oprør ulmer og snart hvirvles Frank ind i politikerspin, tågesnak og papirer fyldt med sorte overstregninger. En virkelighed, han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig i et demokratisk Danmark.
Ina-Miriam Rosenbaum er idékvinden bag hele Projekt Glemmebogen. Hun har instrueret ”Det fortrolige rum” og spiller også selv en lille rolle i forestillingen. Sidst hun gæstede Limfjordsteatret var med forestillingen ”Job - Et enkelt menneske”, hvor hun spillede samtlige roller i fortællingen om den jødiske emigrant Mendel Singer og hele hans familie. En præstation, der indbragte hende en velfortjent Reumert.
”Det fortrolige rum” opføres tirsdag aften 8. marts og onsdag formiddag 9. marts i Limfjordsteatret på Mors.
Efter formiddagsforestillingen inviteres på hygge i caféen og en snak med de medvirkende.