Sankt Annæ Symfoniorkester besøger Thy og Mors
14., 15 og 16. marts kan orkestret opleves i Øster Jølby, Nykøbing og Thisted
THY-MORS: Danmarks førende ungdomssymfoniorkester, Sankt Annæ Symfoniorkester, lægger vejen forbi Øster Jølby, Nykøbing og Thisted på sin ugelange koncertturné i Jylland.
Mandag 14. marts kl. 19.30 spiller orkestret en kammermusikkoncert i Ansgar Kirken, Øster Jølby. Dagen efter, 15. marts går turen til Nykøbing, hvor der kl. 19.30 bydes på en orkesterkoncert på Morsø Teater.
Publikum i Thisted kan opleve de talentfulde musikere ved en gratis aftenkoncert i Teutonersalen på Thisted Gymnasium onsdag 16. marts kl. 19.30.
Selvom Sankt Annæ Symfoniorkester gennem de sidste 25-års virke har besøgt mange egne af Danmark, så er det første gang, at orkestret lægger turen forbi Thisted og Thy.
Normalt rejser orkesteret udenlands på koncertturné, hvor det blandt andet er blevet til koncerter i Italien, Tjekkiet, Østrig, Tyskland, Sverige og Norge.
Men hele corona- situationen har givet sine udfordringer i planlægningen af 2022-turnéen.
- Jeg har længe haft et ønske om at turnere med orkesteret i Jylland, og de mange coronanedlukninger gav pludselig anledning til at tænke i de baner igen. Selvom Danmark er et lille land sammenlignet med mange af vores nabolande, er det fantastisk, at du stadig kan rejse til egne af Danmark, som er så unikke i forhold til historie, natur og mennesker. Så udover at spille nogle gode koncerter og vise vores meget talentfulde orkester frem, så vil jeg også give de unge mennesker nogle oplevelser, som de ikke kan få i København, fortæller orkesterchef og chefdirigent, Frederik Støvring Olsen.
Udover koncerterne så er der planlagt forskellige ture rundt i området.
Blandt andet skal orkesteret besøge Vorupør og gå langs havet til Stenbjerg.
Forbindelse til Thisted
Selvom Sankt Annæ Symfoniorkester hører hjemme i København har orkestrets chefdirigent en særlig forbindelse til netop Thisted.
- Min mor er oprindelig fra Sennels, og da jeg var lille boede min mormor og morfar i Thisted. Stort set hver sommer blev tilbragt i Thisted, og jeg husker tydeligt deres hus på Grandalsvej, de mange ture ned til fjorden og hvordan min morfar tit tog mig med hen og arbejde på et snedkerværksted, der lå lidt længere nede ad gaden. Det var magisk at være med der, og jeg husker stadig den særlige duft af træ. Og for at det ikke skal være løgn, så er min kone også er fra egnen! Hun er opvokset i Thorsted og har boet i Thisted, siger Frederik Støvring Olsen.
Under turnéen afholder symfoniorkesteret også koncerter Holstebro og Aarhus.
I Aarhus afsluttes turnéen med en koncert i Symfonisk Sal i Musikhuset i anledning af Musik & Ungdoms store Orkesterfestivalen.
Orkesteret fremfører musik af Shostakovich, Carl Nielsen og Lumbye.
Om orkesteret
Som ungdomsambassadører for klassisk orkestermusik er det Sankt Annæ Symfoniorkesters mål at udbrede glæden for klassisk musik, inspirere andre og udvikle sig gennem ambitiøse turnéer og koncertprojekter.
Sankt Annæ Symfoniorkester (SASO) er et af Danmarks førende ungdomssymfoniorkestre. Orkestret blev grundlagt i 1995 og er i dag et fuldt besat symfoniorkester med 65 medlemmer i alderen 12-22 år. Orkesteret har base på den anerkendte sangskole, Sankt Annæ Gymnasium, som blandt også huser Københavns Drengekor.
Pladserne i orkestret besættes efter audition. De fleste medlemmer er elever på Sankt Annæ Gymnasium, men orkestret er også åbent for unge musikere udefra. Siden 2016 har orkestret haft et tæt samarbejde med Malmö Latinskola, hvor alle klassiske elever på spetsutbildning skal til audition til orkestret. SASO er dermed et musikalsk mødetilbud for danske og svenske unge klassiske musikere - det eneste af sin slags i Øresundsregionen.
Udover SASO’s normale koncertvirksomhed arbejder orkesteret tæt sammen med blandt andre Det Kongelige Teaters Balletskole og Tivoli. Derudover har SASO i flere år medvirket som praktikorkester i forbindelse med uddannelsen af musikledere på kandidatniveau på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.