Sælg ud af gemmerne: Hele Thy samles til loppemarked
En af årets store traditioner i Thisted er ”Byloppe-marked”.
Det er ThistedBy, der arrangerer, og i år finder det sted lørdag 24. juni fra kl. 09.30-14.00 på Store Torv.
Her byder et væld af private stande på gode fund fra gemmerne.
- Det er samtidigt hele Thys mulighed for at sælge ud af det, man alligevel aldrig bruger mere. Ryd ud på loft, i kælder og skabe og tilmeld dig. Det er bæredygtigt og samtidig trendy. Oveni er det gratis at deltage, hvis man ikke er momsregistreret. Pladserne på Store Torv fordeles efter "først til mølle"-princippet, fortæller Handelschef Pernille Damgaard.
Man får tildelt en stadeplads på ca 3x3 m på St. Torv, og skal selv medbringe alt til standen. Det er tilladt at køre ind på pladsen og læsse af, hvorefter bilen køres væk torvet igen. Dog må man gerne have en mindre trailer stående.
Tilmelding sker på info@thistedby.dk Mrk. Bylopper.