Rejsegilde for 2. etape ved Center for Sundhed og Thyhallen
THISTED: Mandag eftermiddag 31. oktober er der rejsegilde for anden etape af det omfattende projekt Center for Sundhed og Thyhallen, der nu har fået fundament og kælder at stå på, samt ydervægge og tagkonstruktion.
Rejsegildet er bygherren - Thisted Kommunes - tak til håndværkere, teknikere og arkitekt for, at bygningen nu er etableret, og der er både traditioner og overtro knyttet til et rejsegilde.
Udviklingen af de nye faciliteter startede tilbage i 2016, og i processen har ca. 50 forskellige brugergrupper været inddraget og ydet deres bidrag til det byggeri, der nu for alvor tager form.
Synligt på bundlinjen
Mange borgere i alle aldre er på grund af f.eks. ensomhed, sociale udfordringer, misbrug, arbejdsskader eller livsstilssygdomme ikke en del af et sundt fællesskab. Med etape 2 får Thisted Kommune i særlig grad mulighed for at invitere disse borgere ind i fællesskabets synergi:
- Når en borger har fulgt et kommunalt sundhedsforløb, er det ambitionen, i et tæt samarbejde med foreninger, organisationer, fællesskaber og andre, at vedkommende er motiveret for at fortsætte med at deltage i sunde fællesskaber enten i Thyhallen eller i lokalsamfundet. Det er et langt sejt træk og en indsats, som forhåbentlig i fremtiden både vil kunne aflæses i borgernes livskvalitet og dermed også i den kommunale økonomi, fortæller Torben Overgaard (K), formand for Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget i en pressemeddelelse.
Smelter sammen
Anden etape består af en tilbygning med et nyt sundhedscenter i tilknytning til Thyhallen. Sundhedscentret bliver hjemsted for ca. 27 kommunale sundhedstilbud, hvis trænings- og mødefaciliteter mm. også vil kunne bruges af foreninger og andre.
Thyhallens eksisterende foyer bygges helt om med bl.a. nyt cafeområde, reception, motionscenter, opholdsarealer, mødelokaler og andet og hovedindgangen flyttes. I kælderen opføres nye overskuelige omklædningsfaciliteter, og et nyt afsnit med bl.a. omklædningsrum til centres sundhedsmedarbejdere. På en ny 1. sal over sundhedscentret etableres der kontorfaciliteter til sundhedsmedarbejderne, og en række faciliteter, som kan bruges af både af sundhedstilbuddene og Thyhallens øvrige brugere.
- Arkitekturen sikrer, at der sker en fuldstændig sammensmeltning af det nybyggede sundhedscenter og eksisterende idrætsfaciliteter, og at der skabes en ny hovedindgang. Det er på mange måder et nytænkende byggeri, som nedbryder fysiske grænser, og inviterer til samarbejde mellem kommunale sundhedstilbud og foreningslivet, siger formand for projektets styregruppe, viceborgmester Jens Kr. Yde (K), som samtidig roser håndværkerne for et dygtigt arbejde, der følger tidsplanen.
Det samlede byggeri forventes at stå færdigt ultimo 2023/primo 2024.
Fakta
Totalentreprenør Jakobsen og Blindklide A/S og samarbejdende håndværkere.
CUBO Arkitekter og Niras A/S
Byggeriet støttes af Lokale- og anlægsfonden.
Anlægsudgift for det samlede projekt (etape 1-3): ca.107 mio. kr. efter tilskud fra fonde på 8 mio. kr.
Ca. 60 sundhedsmedarbejdere forventes at have hele eller dele af deres arbejdstid i centret.
Areal etape 2:
Ombygning kælder: ca. 885 m2.
Nybygning kælder: 255 m2
Nybyggeri Center for Sundhed mm.: ca. 1.500 m2
Ombygning af nuværende foyer mm.: ca. 1.700 m2