Billede beskrivelse

Projekt Jeg til Os - Foreningerne skal aktiveres gennem workshop

21. april 2022 kl. 08.00

MORS: Alle børn og unge skal opleve bevægelsesglæde og opleve at være en del af et fællesskab og her har foreningerne på Mors en stor rolle.

11. maj er foreningerne inviteret med til den første ud af tre workshops, der afholdes i forbindelse med Projekt Jeg til Os.

Workshoppen er for alle foreninger, der kan se sig selv ind i projektet og som laver bevægelsesaktiviteter, eller som gerne vil lave bevægelsesaktiviteter. Og for foreningerne kan deltagelse i projektet være en oplagt mulighed for at få endnu flere medlemmer og flere frivillige.

- Foreningerne har en kæmpe betydning for projektets succes. Med workshopsene vil vi give foreningerne de redskaber, de har brug for, og derudover uddannes der nogle bevægelsesvenner, som både er en støtte for projektets målgruppe, men i den grad også for foreningerne, siger Marie Louise Andersen, der er projektleder ved Frivilligcenter Mors.

Workshoppen afholdes på Sydmors Skole og Børnehus.

Den bliver faciliteret af DGI Nordjylland, som vil give foreningerne redskaber og værktøjer i forhold til ”den gode velkomst” og gode fællesskaber.

Marie Louise Andersen vil desuden fortælle de deltagende mere om projektet og om indsatsen med bevægelsesvenner.

Hun opfordrer til, at der kommer flere fra samme forening, så foreningerne får mere med hjem.

Om projektet

Projekt Jeg til Os sætter fokus på udsatte børn og unge, som af sig selv ikke opnår en positiv oplevelse gennem bevægelse og foreningslivet.

Med projektet skal der gives en lettere adgang for bevægelsesuvante børn og unge til at blive en del af nye sociale og aktive fællesskaber på Mors. Projekt Jeg Til Os – Bevægelse i fællesskab er et 3-årigt projekt, som er finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond og støttet af DGI Nordjylland, FGU Nordvest, Morsø Ungdomsskole og Morsø Kommune.

Frivilligcenter Mors er projektholder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste