Billede beskrivelse

Populær serie rykker ind på Gitte og Michaels hotel

14. december 2023 kl. 16.16
Opdateret 26. december 2023 kl. 21.25

Hos Hotel Thisted er man trods vinterkulde og mørke kommet i lunt sommerhumør. Hotellet midt i Thisted bliver 26. Januar til “Badehotellet” for en aften.

Indehaverparret Gitte og Michael Eriksen er ligesom millioner af danskere begejstrede for den danske komedieserie. Derfor inviterer de sammen med personalet til en aften med anekdoter og insiderhistorier fra TV-2 serien, der bliver leveret af skuespilleren Morten Hemmingsen, der spiller Morten Enevoldsen i serien.

- Humøret skal løftes her i den kolde og mørke tid. Vi har masser af spisende gæster og selskaber. Men vi vil også gerne være kendt som et sted der leverer gode oplevelser og events. Derfor laver vi en hyggelig aften for Badehotellet-fans, der kunne tænke sig at møde en af skuespillerne, fortæller Michael Eriksen.

Men det slutter ikke her. Hotel Thisteds kok Michael Eriksen skal naturligvis også i spil.

- Derfor kan man vælge at spise med, og det bliver sammen med Morten Hemmingsen. Menuen bliver noget, som jeg har luret af fra serien, uddyber han. 

Billede beskrivelse

Fløderand og frugt

Det er en tre-retters menu i Badehotellet ånd, som Molly og Martha sikkert ikke kunne have præsteret bedre. Det bliver for dem, som ønsker lidt mere end blot foredraget. Og her kan den rette stemning indfinde sig, inden Morten tager over.

- Det bliver helt sikker med hjemmelavet fløderand, frugt og råcreme, som de spiser i serien, lyder det fra Michael Eriksen.

- Og selvom vores serveringspersonale på ingen måde kan hamle op med karaktererne fra den populære serie, Fie, Othilia, Edith og alle de andre skønne mennesker, så lover vi, at de vil gøre deres bedste for, at alle får en dejlig aften.

Som gæst kan man til Badehotellet-aftenen vælge, om man vil have hele pakken med mad og aften med Morten Hemmningsen, eller man kun vælger det sidste, som er et foredrag med flotte billeder og spændende historier fra TV2´s populære serie. Foredraget bliver krydret med Mortens smukke sangstemme.

- Vi har kun plads til 70 gæster, så man skal ikke vente for længe med at beslutte sig, fortæller Gitte og Michael Eriksen.

Billetter bestilles ved kontakt til Hotel Thisted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste