Plejehjem rydder op: Alt skal væk til kæmpe loppemarked
THISTED: En stor ældre fløj af plejehjemmet Fyrglimt i Hanstholm står for nedrivning.
Men indtil da er den salgssted for en masse lopper, som sælges ved stort loppemarked lørdag 15. juni.
- Vi har gennem de seneste 25 år fået doneret en masse arvegods og ting, som er blevet tilbage efter afdøde beboere. Det har kun hobet sig op i vores kælder og gemmer. Nu skal det væk. Derfor bliver det hele nu solgt ved et stort loppemarked. Det er første gang vi prøver det og håber mange kigger forbi, fortæller centerleder Inga Justesen.
Der er alt muligt til salg på loppemarkedet. Det er for eksempel rigtig mange flot indrammede malerier - enkelte af kendte malere, som Thorvald Nyegaard, man finder også Kobberup og noget fra Christian Schmidt, mange møbler, gammelt køkkengrej, vin, tasker, lamper, antikt, rulleborde, CD'er, kæmpe fladskærms TV, aluminiums mælkejunge, kaffedåser, skænk, spejle, symaskine, Madam Blå, flotte natur og dyrefotos fra Thy, og meget mere.
Det bedste af det hele er, at alt hvad der kommer ind går til aktivitet for plejehjemmets beboere, så de kan få forsødet tilværelsen lidt ekstra. Der er god mulighed for en rigtig god handel. For der er virkelig fine sager imellem. Så velkommen til en hyggelig dag på Fyrglimt. Vi har kaffe og hvad der hører til, siger plejehjemslederen, der sammen med nogle af de ansatte, tager en tørn for at få solgt det hele.
Det store loppemarked på Fyrglimt i Hanstholm, adressen er Fyrglimt 2, er på lørdag 15. juni fra klokken 10-14.