Billede beskrivelse

Over 300 T-shirts solgt til gavn for lukningstruet skole: - Det er over al forventning

Koldby Borger- og erhvervsforening har i skrivende stund solgt over 300 T-shirts, der skal vise, at man ønsker at bevare Koldby Skole

25. april 2023 kl. 14.01

KOLDBY: I Koldby Borger- og erhvervsforening står man sammen om at bevare Koldby Skole. 

Det har foreningen blandt andet markeret med at sælge T-shirts, der skal symbolisere sammenhold om folkeskolen i nærområdet.

Nu har de solgt over 300 styk.

T-shirten er i blå og hvid som det lokale fodboldhold.

At Koldby Borger- og erhvervsforening skulle sælge over 300 T-shirts er ifølge medlem Lars Jensen bedre end han kunne have håbet.

- Det er over al forventning. Jeg er glad og lidt stolt ved, at så mange bakker op om, at man bevarer Kolby Skole, siger Lars Jensen og tilføjer: 

- Hvis vi kunne komme af med 100 eller 200, så var det måske fint, men at vi lander på 317, det synes vi er rigtig flot.

De 317 T-shirts blev ikke solgt for at indsamle penge, men kan iføres, hvis man vil vise, at man ønsker at bevare skolen. Halvdelen af prisen på T-shirtsene er nemlig sponsoreret af lokale virksomheder, mens den anden halvdel betales af borgerne.

Sammen kan vi mere

Lars Jensen sidder i kommunikationsgruppen hos Koldby Beboer- og Erhvervsforening sammen med Emira Sibic Nedergaard. 

De har lavet alt fra klistermærker til bilen, Facebook profilbilleder og nu T-shirts, der skal markere bevarelsen af Koldby Skole.

I den tid, hvor han har siddet i kommunikationsgruppen, er han begejstret over at folk i landsbyen har stået sammen som aldrig før. 

- Jeg synes virkelig, at byen er steppet op og det er det hele, der står sammen nu. Virksomhederne, idrætsforeningen og borgerne støtter op om bevarelse af skolen. Det er vigtigt, at vi er fælles i det her og derfor har vi udtrykket "Sammen kan vi mere", fortæller han.

De 317 T-shirts er netop sendt til tryk hos Sportigan i Hurup, og skal blandt andet benyttes til et arrangement i maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste