Nyt tilbud til børnefamilier – tag på højskole i efterårsferien i Nationalpark Thy
SYDTHY: Den ene aktør har kulturhotellet, hvor man kan overnatte i historiske rammer i det tidligere sygehus i Vestervig.
Den anden har en historisk gård, Aagaard, hvor man kan være kreative sammen på værkstederne, og den tredje er naturvejleder ved et historisk fyr, Lodbjerg Fyr, som udgangspunkt for guidede ture i Nationalpark Thy.
Hver for sig har de noget at tilbyde, men sammen har de endnu mere, så nu har de slået ”pjalterne” sammen om et nyt tilbud til børnefamilier.
Tag på højskole i efterårsferien i Nationalpark Thy.
Initiativet tog Dorte Gad og Jan Handberg fra Hawkraft Kulturhotel, og både Nikolaj Kirk fra Aagaard i Hurup og naturvejleder Hans Henrik Nielsen fra Lodbjerg Fyr var hurtigt med på idéen.
- Der findes flere højskoler for seniorer, men ikke en højskole henvendt til familier. Den laver vi så nu, og det er en familiehøjskole, som er kommet for at blive som et tilbud i efterårsferien, siger Nikolaj Kirk.
Familiehøjskolen henvender sig både til far, mor og børn, den enlige forælder, men også til de bedsteforældre, som er sat til at passe børnebørnene, hvis forældrene er på arbejde i efterårsferien.
Familiehøjskolen finder sted fra mandag den 14. oktober til torsdag den 17. oktober, og efter indkvartering på kulturhotellet, byder det fire dage lange program på et væld af kreative aktiviteter og fælles naturoplevelser med nationalpark Thy, som omdrejningspunkt – og det hele krydret med fællesspisninger og hygge sammen med de andre familier.
Det udførlige program, kan man se på hawkraft.dk, hvor man også kan tilmelde sig familiehøjskolen. Desuden er der uddybende præsentationer af Hawkraft Kulturhotel, Aagaard, Lodbjerg Fyr og Nationalpark Thy.