Nyt initiativ: ”Sange ved fjorden” i Tambohus
Musikkens Venner på Thyholm vil gerne bygge videre på Phillip Faber-bølgen
TAMBOHUS: Musikkens Venner på Thyholm tager nu et nyt initiativ, som kaldes ”Sange ved fjorden” og finder sted første gang torsdag aften 23. juli på havnen i Tambohus:
- Vi er inspireret af det sammenhold, som har været de seneste måneder omkring fællessangen med Phillip Faber på DR TV. Hele den bølge, han har startet, er noget, vi gerne vil bygge videre på. Så derfor håber vi, at rigtig mange vil komme for at synge sammen med os, siger Nina Rimmer, der er medlem af bestyrelsen for Musikkens Venner på Thyholm.
Arrangementet er lavet i samarbejde med Tambohus Naturhavn og Tambohus Kro & Badehotel, og der bliver mulighed for at købe drikkevarer og kage.
Organist Rikke Feraru spiller til de mange sange, som er valgt af lokale personer. Og der udleveres sanghæfter, som Hvidbjerg Bank har sponsoreret.
Arrangementet er gratis, og man bedes selv medbringe stole eller tæppe at sidde på:
- Det hjælper med til at sikre, at vi kan side med en afstand på to meter. Vi skal jo stadig overholde coronarestriktioner og -anbefalinger, siger Nina Rimmer.
I tilfælde af dårligt vejr vil arrangementet blive aflyst, oplyser hun.