Nykøbing gør klar til Halloween
NYKØBING: Mors Handel er i disse dage ved at forvandle gågaden i Nykøbing til et sandt græskar-eldorado.
Det er den forestående Halloween-fejring i uge 42, der gøres klar til.
- Udsmykningen af gågaden skal blive stående i hele oktober, og ikke kun i efterårsferien, siger handelschef Lisbeth Thrysøe, der selv gav en hånd med ved udsmykningen af byen sammen med elever fra FGU Nordvest.
Der er lagt op til et tætpakket program for efterårsferien.
Allerede om søndagen er der Skalloween. Som navnet antyder er der tale om noget med skaldyr. Og så holder butikkerne åbent.
Det helt store festivitas er planlagt til at finde sted om onsdagen.
- Butikker holder åbent til klokken 21. Der er skattejagt på biblioteke og uhyggelig halloween-bingo for de mindste rundt om Støberimuseet. Teltet holder åbent og man kan møde den frække, høje heks rundt i gågaden, fortæller Lisbeth Thrysøe.
Der vil være ansigtsmaling i teltet på biblioteket. Og senere kan man få sat uhyggeligt hår hos byens frisører...
Og så starter paraden. Præcist klokken 19 udgår den fra Støberitorvet.
Paraden slutter på Rådhustorvet, hvor borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) vil holde en tale.
Derefter er der ildshow på scene på Rådhustorvet.
Man kan se mere på morshandel.dk