
Nu vender Thys mest beskidte mudderræs tilbage
2. påskedag er der mulighed for at blive godt beskidt, når Thy Race inviterer på mudderræs
GÆRUP: 2. påskedag er der mulighed for at blive godt og grundigt nasset til, når Thy Race atter arrangerer forhindringsløbet Thy Mud Race på Langbjerggård Lejrskole udenfor Vilsund.
Der er garanteret motion for hele kroppen - og lattermusklerne - når rutens mudder, skrænter, eng, skov, vand og halmballer skal forceres. Og ikke mindst god underholdning for tilskuere, der skulle have lyst til at komme og kigge med.
Løbet bliver inddelt i heats med mulighed for at vælge sværhedsgrad alt efter, om man ønsker at løbe fire kilometer med 12 forhindringer eller otte kilometer med 24 forhindringer.
"Du kan kæmpe mod din familie, dine kollegaer, dine venner eller dig selv. Løbet er for alle, lige fra motionisten til eliten. Der vil være elektronisk tidtagning på alle, så I kan sammenligne hinandens tider," skriver Thy Race i en pressemeddelelse.
Løbet inddeles i tre forskellige heat:
Familie-heatet giver mulighed for at følges ad, der er intet tidspres og fokus ligger på det sjove i oplevelsen.
Viking-heatet er for de motiverede, der kan lide udfordringer og er klar på kamp.
Og endelig er Go Hard-heatet for de ægte konkurrencemennesker, der løber stærkt og gerne vil vinde.
Som afslutning på den sjove - og beskidte - oplevelse, får deltagerne til slut adgang til et varmt bad og lækker mad på Langbjerggård. Der vil ligeledes være mulighed for at tilkøbe mad for publikum eller selv medbringe madkurv.