Nu kører valgbussen igen
THY: Fra på mandag kan thyboerne møde et valgsted på hjul på landevejene.
Valgbussen er kommunens rullende tilføjelse til de klassiske valgsteder og brevstemmemuligheden på bibliotekerne i Thisted og Hurup.
- Valgbussen er en håndsrækning til dem, der måske har svært ved at få valghandlingen passet ind, eller som bare hellere vil stemme lige der, hvor de bor, fremfor at møde op på biblioteket eller et af de 15 valgsteder, der er åbne den 1. juni, siger kommunaldirektør Ulrik Andersen om det rullende tiltag.
Andet valg med valgbus
Bussen var også på landevejene forud for kommunalvalget i efteråret 2021. Da parkerede den typisk på uddannelsessteder og ved større virksomheder.
Forud for folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet vil den i løbet af godt ti dage gøre holdt 15 steder i Thy. Denne gang er det især landsbyerne, som får besøg:
- Valgbussen er med til at sikre, at der stadig er et nært valgtilbud til alle borgere. Med fremover 15 valgsteder er der mange, som denne gang skal stemme et nyt sted. Vi både håber og tror på, at bussen er et godt, lokalt supplement, siger Ulrik Andersen.
Skal sikre forholdene
Beslutningen om de 15 nye valgsteder er truffet af kommunalbestyrelsen. Med en ny model for placering af valgsteder ønsker politikerne at sikre, at kommunen lever op til kravene om tilgængelighed – både ude og inde - på alle afstemningssteder i kommunen. Samtidig er målet også at sikre, at reglerne for arbejdsmiljøet for medarbejdere og valgtilforordnede også bliver overholdt.
- Samlet set handler ændringen af valgstederne om at skabe de bedst mulige betingelser for alle, for at deltage i valghandlingen, forklarer kommunaldirektøren.
Borgere som ønsker at brevstemme i bussen, skal huske at medbringe legitimation, som hvis du brevstemmer på biblioteket.
Det kan for eksempel være kørekort, pas, sundhedskort eller valgkort.
Her kommer valgbussen forbi:
16. maj
Lild Strand, Strandvejen 112, 7741 Frøstrup. Kl. 12-14.
Ræhr Fest og Feriecenter, Smedebakken 6, 7730 Hanstholm. Kl. 15-17.
17. maj
Hanstholm bibliotek, Bytorvet 2, 7730 Hanstholm. Kl. 12-14.
Thy Privatskole, Hillerslev Kær Vej 9, 7700 Thisted. Kl. 15-17.
18. maj
Vester Vandet Kirke, Kirkedal 1, 7700 Thisted. Kl. 12-14.
Vang Kirke, Rodals Bakke 7, 7700 Thisted. Kl. 15-17.
19. maj
Hundborg Kirke, Kirkevej, 7700 Thisted. Kl. 12-14.
Skjoldborg, Langebeksvej 8, 7700 Thisted. Kl. 15-17.
20. maj
Sønderhå Friskole, Legindvej 84, 7752 Snedsted. Kl. 12-14.
Vilsund, Hyttefadet, Skyumvej 31, 7700 Thisted. Kl. 15-17.
23. maj
Hedegårdsvej 59, Svankjær, 7755 Bedsted Thy. Kl. 12-14.
Villerslev forsamlingshus, Villerslevvej 57, 7755 Bedsted Thy. Kl. 15-17.
24. maj
Vesterhavsvej 2, Agger, 7770 Vestervig. Kl. 12-14.
Boddum Skytte og Fritidscenter, Ydbyvej 193C, 7760 Hurup Thy. Kl. 15-17.
25. maj
Hanstholm bibliotek, Bytorvet 2, 7730 Hanstholm. Kl. 12.30-15.30.