Billede beskrivelse

Nu går Thy Cykle Ring på jagt efter den næste Vingegaard

24. august 2022 kl. 11.24

Jonas Vingegaards vilde bedrifter i sommerens Tour de France kan mærkes i Thy Cykle Ring, hvor Tourvinderen lærte at cykle som 10-årig. Nu får alle børn og unge i Thy den samme chance i klubben.

Onsdag starter Thys eneste cykelklub fortræning op for alle de børn og unge, der kunne tænke sig at lære at blive cykelrytter.

- Vi ved, at der er mange børn derude, som nu er klar til at prøve at blive den nye Vingegaard. Derfor starter Thy Cykle Ring et lille forløb, så man let kan komme i gang. Og prøve at træne som cykelrytterne gør det, lyder det fra Nick Iversen, træner i Thy Cykle Ring.

- Vi gør det på den måde, at vi lægger ud onsdag 24. august med en aften i Thy Cykle Rings lokaler i Rosenkrantzgade. Her kan man ikke kun se nogle af Jonas Vingegaards trøjer og grej. Man vil se andre sjove cyklesager, billeder og trøjer, og man kan få en orientering om hvad det er at blive cykelrytter.

Lukket bane

Dagen efter begynder den første af fire træningsdage, som alle finder sted på køreteknisk anlægs lukkede bane, som Thy Cykle Ring ofte bruger til træning. Her vil deltagerne prøve nogle sjove øvelser og prøve at cykle stærkt på ens cykel.

Introforløbet er for begyndere og let øvede, og man kan være med uanset niveau og udstyr. Har man en racercykel, kommer man på den. Har man en MTB, så kommer man på den.

For vil man prøve at træne på racercykel, så har klubben nogle cykler, som man kan låne helt gratis.

Træningen bliver med fokus på sikkerhed, leg og fællesskab. Der vil være lidt konkurrence og sved på panden.

Vi håber, mange kigger forbi onsdag aften - det bliver sjovt, fortæller Nick Iversen.

Introaftenen i Jonas Vingegaards cykelklub er kl. 19.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste