Morsø Folkebibliotek går online

SOMMERFERIE: Biblioteket underviser i digital mediebrug

20. maj 2019 kl. 10.00

Den tid er forbi, hvor man nødvendigvis skal have en bog af papir i hånden for at finde oplysninger om eksempelvis rejsemål og turistdestinationer. I dag er det fuldt ud tilstrækkeligt at have en skærm, om den så sidder på en computer, en mobil eller smartphone.

Set i det lys tilbyder Morsø Folkebibliotek at lede vejen ind i den digitale læseverden, PressReader.

Tjenesten PressReader har lånere adgang til via Morsø Folkebibliotek, oplyser bibliotekar Lisbeth Bach Sørensen:

- Her får man mere end 7000 aviser og magasiner at vælge imellem fra over 100 lande og på flere end 60 sprog.

- Er man for eksempel ved at planlægge sommerferien, er kategorienTravel & Culture oplagt, fortsætter hun: - Her får du verdens kontinenter direkte på din skærm, og der er noget for enhver smag.

Til dem, der planlægger at feriere hjemme, findes der havemagasiner og gør det selv-sider, ligesom der også er masser af inspiration til sportsentusiaster og Tour de France-fans.

For at få adgang til de digitale aviser og magasiner, skal man være oprettet som låner ved Morsø Folkebibliotek, logge på PressReader via www.bibliotekmorsoe.dk og oprette en bruger. Herefter kan man hente applikationen ned på sin smartphone eller tablet, og gå i gang.

Lisbeth Bach Sørensen oplyser, at man har adgang i 24 timer ad gangen, og kan forny adgangen på bibliotekets hjemmeside eller ved at benytte et PressReader hotspot.

- I udlandet har du oven i købet adgang til et udvalg af de danske aviser, så du kan følge med i, hvad der sker herhjemme, slutter hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste