Morsingbo fik guld på Fyn

Gourmetkro blev lærepladsen

21. marts 2019 kl. 09.00
Opdateret kl. 13.37

Det var egentlig helt tilfældigt, at Jeppe Hedegaard Rasmussen fra Nykøbing havnede på Falsled Kro på Sydfyn, hvor han forleden fik guldmedalje til sin svendeprøve som kok.

I 2015 deltog han i et kokkekursus på kroen i det sydfynske, og efter en glad aften med dejlig vin, gik den unge morsingbo impulsivt ud og spurgte køkkenchefen, om ikke han havde en læreplads til ham.

Køkkenchefen bad Jeppe Hedegaard Rasmussen henvende sig igen dagen efter, og for at gøre en lang historie kort, startede morsingboen kort efter som kokkeelev på Falsled Kro.

Da Jeppe Hedegaard Rasmussen 28. februar var til svendeprøve bestod han med glans og fik guldmedalje.

- Man er på skole i syv uger, hvor man øver sig i køkkenet hver dag. Dagen før svendeprøven trækker man en opgave, fortæller Jeppe Hedegaard Rasmussen, hvis opgave var at lave braiserede kalvebrisler efterfulgt af en dessert indeholdende citron.

- Vi har en kogebog med klassiske opskrifter at gå ud fra, men må gerne lave vores egen version af en ret, oplyser guldmedaljeindehaveren, som valgte at være kreativ.

Det viste sig at være en god idé, så efter tre timer og ti minutters madlavning, bekom hans retter læreren og de to censorer så godt, at de var medvirkende til guldmedaljen.

For at få guldmedalje skal kokkeeleven nemlig - ud over et 12-tal på selve eksamensdagen - også have fået karakteren 12 i både andet og tredje hovedforløb på uddannelsen.

Alle tre kan Jeppe Hedegaard Rasmussen krydse af, så guldmedaljen var sikkert hjemme.

Falsled Kro er en lille gourmetkro på Sydfyn med op til 15 mand i køkkenet, og plads til 60 gæster i restauranten. Jeppe Hedegaard Rasmussen er glad for sin læreplads, men har alligevel takket pænt nej til at fortsætte der efter endt uddannelse.

- Jeg har lige fået job i Århus, hvor jeg skal starte i midten af april, og om jeg på et tidspunkt vender hjem til Mors for at arbejde som kok, vil jeg da ikke afvise, siger Jeppe Hedegaard Rasmussen, som fastslår, at han stadig har meget at lære i kokkebranchen, og derfor suger så meget viden til sig som muligt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste