Mississippi inviterer til kreativt efterår

26. august 2022 kl. 14.16

THYHOLM: Papircollage, lamper af genbrugspapir, brugskunst af genbrugspapir, bogfolding og dukketeater er aktiviteter, som kunst- og kulturcentret Mississippi i Odby gamle skole på Thyholm tilbyder i dette efterår. For dukketeatret bliver der forhåbentlig tale om et mangeårigt forløb.

De første aktiviteter har den samlende overskrift ”kreative torsdage” og foregår i september og oktober, med to torsdage afsat til hver aktivitet.

Alle kan deltage, også større børn. ”De kunne jo komme sammen med en eller begge forældre,” foreslår Bruno Nordensgaard. Han er underviser på de disse torsdage.

Papircollage gennemføres 8. september og 6. oktober, brugskunst af genbrugspapir 15. september og 13. oktober, lamper også af genbrugspapir 22. september og 20. oktober og endelig bogfolding 29. september og 27. oktober.

For de to første er deltagerprisen 120 kr., for de to sidste 150 kr., fordi der her indgår særlige materialer og arbejdsredskaber.

Indregnet i prisen er kaffe og kage samt adgang til Mississippis aktuelle kunstudstilling.

Genbrugsmarked

Inden efterårsaktiviteterne starter, holder Mississippi sit tredje genbrugs-/bagagerums- eller loppemarked.

Det sker søndag 4. september, i hallen på den gamle skole. Markedet indgår i den fælles loppedag på Thyholm og Jegindø, hvor syv andre arrangører inviterer indenfor.

Der er fri entré til markedet. Mississippis aktuelle kunstudstilling er i dagens anledning suppleret med en kunst-tombola og café. Her betaler man beskedne 40 kr. for kage og kaffe/the/sodavand, og man får dermed også adgang til udstillingen.

Dukketeater som et

Længerevarende forløb

Dukketeatret er i de sidste stadier af planlægningen.

Starten vil være 14. september kl. 19.00, og et manuskript er i skrivende stund ved at blive skrevet.

- Vi ønsker et dukketeaterteam, som går ind i et længere varende forløb, forklarer Bruno Nordensgaard.

- Et team af kreative frivillige, fortsætter han, og uddyber:

- Dukketeater er jo mange ting. Foruden manuskript er der bl.a. fremstilling af dukker, scenografi, dramaturgi, dukkeføring og skuespil. Og der skal være et publikum, som giver respons, og personer, som optager og dokumenterer det læringsforløb, som enhver forestilling også udgør. Jeg har oplevet dukketeater, som er fuldt på højde med et rigtigt teater. Men vi skal lære det, det kommer ikke af sig selv. For at få teatret op i det rigtige niveau arbejder vi på at få en konsulent tilknyttet de første to år og i øvrigt afholde workshops om de enkelte elementer i en forestilling.

Projektet involverer fra starten både børn/unge og voksne.

Det er meningen at holde en ugentlig samlingsdag, desuden at afvikle fire camps i skoleferierne, specielt henvendt til børn og unge.

Særligt teaterrum

En forestilling for børn er det første konkrete mål. Emnet er – løst formuleret – demokrati og verdensmål.

Fremtidige forestillinger kan tage afsæt i aktuelle problemstillinger, gamle og nye teatertitler og henvende sig til forskellige målgrupper.

Et rum på Mississippi skal indrettes som teaterrum med plads til 16 tilskuere, og med rigtig professionel lyd og lyssætning. Her er ”hjemmebanen”, og herfra kan teatret tage ud til biblioteker, børnehaver, skoler, foreninger, plejehjem og andre institutioner samt virksomheder.

Program og nærmere omtaler af de kreative torsdage findes på Mississippis hjemmeside www.mississippi.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste