Billede beskrivelse

Michael Falch gæster Nykøbing

17. december 2018 kl. 13.01

Michael Falch tager i vinteren og foråret 2019 igen ene mand på en af sine intime, akustiske soloturnéer, hvor der ikke er langt mellem sanger og publikum. Turnéen fører også den legendariske sanger til Mors. Henrik Bjerring fra Morsø Event fortæller nemlig, at han giver koncert i Morsø Teatersal lørdag 16. marts.

Michael Falch har efterhånden rundt de 60 år, og er i høj grad still going strong, både på scenen og ved forfatterpulten, hvor der for nylig er kommet en ny sang til verden.

Han har altid haft et meget trofast publikum, og en del danskere genopdagede ham nok i 2017 udgaven af seersuccesen Toppen af Poppen. Desuden har han lige udsendt sine ungdomserindringer ”Til grænsen”. Michael Falch er også i front, når det handler om at bryde tabuer. Han stod for mange år siden frem og oplyste, at han i årevis havde haft et overforbrug af alkohol, og i dag er tørlagt alkoholiker.

En stribe af hans sange er i tidens løb blevet en del af den store danske sangskat; Mød mig i Mørket, I et land uden høje Bjerge, Superlove, Ud af Mørket og Den Eneste i Verden.

- Vi glæder os enormt meget til at kunne præsentere Michael Falch i Morsø Teatersal, hvor alle kan opleve en Michael Falch i topform i de perfekte rammer, siger Henrik Bjerring fra Morsø Event.

- Hr. Falch har aldrig været bedre, lyder det alle steder fra, og han demonstrerer igen og igen, at han også ene mand kan få enhver sal til at grine og græde, synge og gynge, indskyder Henrik Bjerring, som afslutningsvis fortæller, at billetsalget allerede er godt i gang her op til jul.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste