Billede beskrivelse

Metalfolket klæder Agger i sort til udsolgt festival

16. maj 2024 kl. 17.00

AGGER: Selv om pinsesolen i den grad lyser op i kystbyen, så går Agger i sort både fredag og lørdag den 17. og 18. maj, hvor 600-700 heavy metal fans vil strømme til i forbindelse med den totalt udsolgte Heavy Agger Metal Festival 2024.

Ja faktisk har de sortklædte fans allerede sat deres præg i bybilledet, for mange kommer til Agger dage, ja uger i forvejen for at ”varme op” til den store begivenhed med lidt ferie, shopping samt mad og drikke i de naturskønne omgivelser.

Over år er Heavy Agger Metal Festival gået hen og blevet en festival, fans og bands bare må deltage i, men den begyndte faktisk med en enkelt koncert til en 40-års fødselsdag tilbage i 2009.

Det var den nuværende formand for foreningen bag festivalen, Anne Marie Iversen, der ønskede sig en koncert med Pretty Maids.

- Det syntes min mand, Allan, godt nok lød lidt dyrt. Og de var også dyre, men så ønskede jeg mig bare penge i gave, og de blev brugt til at betale en del af prisen for at få Pretty Maids til at spille for mig og alle vores venner, smiler Anne Marie.

For både de forsamlede venner, familien og Anne Marie blev det en fed og uforglemmelig koncert, der kaldte på mere heavy metal musik i Agger, og så var festivalen født.

De første år i mindre målestok med enkelte koncerter i Maskinhuset, til i dag med en todages festival med stort koncerttelt og festivalplads ved De Sorte Huse.

Gennem alle år har venner og Anne Maries familie været stærkt involveret. Ægtemanden Allan, der har været til heavy metal siden ungdomsårene, hvor han også blev kæreste med Anne Marie, står for at booke bands, og når der er pauser mellem koncerterne i teltet, holder sønnen Ole gang i stemningen som DJ i Maskinhuset.

Og sådan kunne man blive ved, en niece er eksempelvis kasserer og revisor i foreningen, og så kommer al øvrig familie og venner, der giver en frivillig hånd med.

Billede beskrivelse

Over 100 frivillige

Foruden alle de andre frivillige og sponsorer i Agger. Over 100 frivillige er i sving med alt fra bararbejde til oprydning.

- Og mange tager fri fra arbejde for at være frivillige. Det er helt fantastisk med sådan en opbakning, siger Anne Marie.

Som fansene er trofaste overfor musikgenren og genrens dresscode, så er de også trofaste overfor traditioner.

En af de traditioner, som er opstået i forbindelse med festivalen, er fællesspisning fredag eftermiddag på Agger Badehotel, hvor op mod 300 publikummer og bandmedlemmer sætter tænderne i gammeldags flæskesteg og lørdag og søndag i fælles brunch.

- Flere er der ikke plads til på badehotellet, men med op til dobbelt så mange og sikkert sultne publikummer fredag eftermiddag, har en af vores sponsorer, Vesterhavshytten, meldt sig på banen ved at tilbyde helstegt pattegris, siger Anne Marie.

For foreningen bag Heavy Agger Metal Festival handler det i bund og grund om hygge og god musik. Foreningen har ikke sat sig selv i verden for at tjene penge på festivalen, og det afspejler sig i priserne på festivalpladsen og i baren, hvor musikken og metalvenskabet kan skylles ned for 25 kroner flasken.
Det er priser, fansene forstår.

Og ellers ser de frem til årets line-up, hvor hovednavnet bliver polske Vaders. Ud over en lille håndfuld danske bands, har Allan Iversen været godt rundt i den internationale heavy metal-geografi for at finde spændende navne og variationer i genren.

Således bydes publikum på Picture fra Holland, Ambush fra Sverige, Töxik Death og Blood Red Throne fra Norge, tyske Diabolic Night, Kryptos fra Indien og Hellripper fra Skotland.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste