Mere end 70 arbejder frivilligt: Nu har kæmpe genbrugsbutik rund fødselsdag
HURUP: Tirsdag 11. oktober er det 20 år siden, Røde Kors åbnede den første genbrugsbutik i Hurup.
Dengang var adressen Bredgade 129. Her solgte man dame-, herre- og børnetøj.
Primus motor for butikken var Bodil Helligsøe.
Dette job bestred hun i 15 år.
Den 28. januar 2010 kom endnu en Røde Kors genbrugsbutik til i Hurup.
Denne havde adresse på Søndergade og her solgte man møbler og indbo m.m.
Da muligheden bød sig for en storbutik i den tidligere Møllekro på Bredgade 15, blev de to butikker slået sammen til én, hvor hele sortimentet er samlet under et tag. Indvielsen af denne butik foregik den 1. november 2017 under stor festivitas.
Åbningen havde deltagelse af Røde Kors-chefen for genbrug og snoren blev klippet af Henning Holm fra kommunalbestyrelsen.
I starten var der 34 frivillige tilknyttet butikken.
Da møbelbutikken åbnede, kom yderligere 22 til.
I dag er der over 70 frivillige beskæftiget.
- Adskillige har været med fra starten, men der har selvfølgelig også været udskiftning gennem tiden. Derfor er der altid brug for nye medarbejdere, der kunne have lyst til at bidrage. Arbejdet i butikken består af klargøring og salg af varer. Men herudover er der også en stor social værdi for personalet, fortæller næstformand i Røde Kors Sydthy, Bodil Wulf Larsen.
Overskuddet fra butikken går til humanitært arbejde i både ind- og udland.
- Vores hvide lastbil med det røde kors ses ofte i gadebilledet. Vi er dybt taknemlige for de donationer, som den kører ud for at hente. Ved butikken findes et overdækket skur, som flittigt bliver brugt til at aflevere donationer i. Desuden tømmer vi ugentligt tøjcontainere rundt i hele området. Disse ting er grundlaget for vores gode resultat, som er stigende år for år, siger Bodil Wulf Larsen.
Jubilæet fejres i hele uge 41 med 20 pct. rabat på alle varer i butikken.
På jubilæumsdagen 11. oktober er der flaghejsning kl. 10.
Herefter serveres kaffe og rundstykker i butikken til alle tilstedeværende. Fra kl. 14 er der kaffe og kage på menuen.
- KL 15 får vi besøg af Tina Donnerborg fra Røde Kors´ landskontor. Hun vil fortælle om genbrugsbutikkernes betydning for Røde Kors´ arbejde. Som inspiration vil der på spotpladsen i butikken være pyntet med arbejder lavet af genbrugsmaterialer. Vi slutter dagen med at invitere de frivillige i butikken på festmiddag, siger Bodil Wulf Larsen.