Billede beskrivelse

MD Duo, Sussi og Nikolaj & Drengene giver gratiskoncerter

27. juni 2023 kl. 12.01

Otte søndage hen over sommeren er der rig mulighed for at tage et par timers afslapning i godt selskab.

Det sker, når SommerSjov endnu en gang præsenterer skøn og uforpligtende underholdning for thyboerne og alle vores gæster. Koncerterne er gratis for publikum takket være et godt samarbejde mellem Thisted Kommune, lokale sponsorer og Thy Detailforum.

Der lægges ud med et brag af en koncert, når lokale MD Duo, der næsten har opnået kultstatus hos både det unge og ældre publikum, indtager smukke Christiansgave i Thisted. Der bliver også mulighed for at opleve Henrik Hedelund, som de fleste kender fra X-Factor. Henrik spiller og synger populære numre fra danske & udenlandske kunstnere, som Johnny Cash, Johnny Madsen, Olivia Newton-John, John Mogensen o.m.a. Det sker søndag den 9. juli, hvor SommerSjovs tovholder og konferencier Knud Erik Pedersen vil sætte koncertrækken i gang. MD Duo har et slogan, der hedder ”Så spiller det bare…” – og det holder hele vejen hjem.

Mange af os kan synge med på hittet ”Kommer nok hjem”, ”Ridder af Kærligheden” og ”Du er min”. Men hvem er artisten? Det er Nikolaj & Piloterne, der søndag den 16. juli er klar til at byde Trolden Ask op til dans i Ashøje ved Hurup.

Hvis man er til Kim Larsen, Shu-Bi-Dua, Lars Lilholt, Bamse mv., er der gode muligheder for at komme og synge med på yndlingsmelodierne, når Række 2 ½ giver koncert på Vorupør Stadion. Det sker søndag den 23. juli.

Er du derimod til rendyrket og velspillet country, skal du en tur på Frøstrup Stadion. når Wild Rose Band bestående af en række lokale musikere, leverer den helt store countryfest. Det sker søndag den 30. juli.

Når SommerSjov karavanen lægger til på Hanstholm Bytorv, bliver det med glade poptoner fra de seneste to årtier. Her vil High Five Band sørge for den gode stemning og muligheden for at synge med eller tage sig en svingom. Det sker søndag den 6. august.

Der er dømt nostalgi for alle pengene, når Bongoes giver koncert søndag den 13. august i Byparken i Snedsted. Musikken er fra da Bongoes blev dannet i 1964 og årene frem. Bongoes er et af Danmarks ældste danseorkestre.

Hvis man er til en fest uden sidestykke med levende Danmarkshistorie på scenen, skal man drage en tur til Ashøje ved Hurup søndag den 20. august. Her vil selv Trolden Ask få svært ved at sidde stille, når Sussi & Drengene giver ”Smoke on the Water” for fuld udblæsning. Sussi & Drengene spiller det samme repertoire, som legendariske Sussi & Leo har underholdt med i mange år.

SommerSjov 2023 afsluttes med en forrygende koncert med lokale Nadja Broholm & Band. Det sker søndag den 27. august i Christiansgave i Thisted, hvor hun byder på egne sange blandet med populære pop- og folkesange.

Der er gratis entre til ALLE koncerterne overalt i Thy. Koncerterne starter kl. 15.00 og slutter senest 17.00. Drikkevarer mv. skal købes på pladsen og alt overskud går til de lokale foreninger, der hjælper til i de enkelte byer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste