MD-Duo og Kim & Hallo klar til SommerSjov i Thy
THY: Er der noget, der fortæller os, at det er sommer, er det når SommerSjov starter rækken af gratis koncerter op i hele Thy. I år kommer koncertkaravanen rundt i hele Thy og den gratis adgang skyldes massiv opbakning fra flere end 60 lokale virksomheder.
Koncertrækken starter i Thisted og besøger herefter Hurup, Nr. Vorupør, Klitmøller, Hanstholm, Snedsted og Frøstrup. Det er impresario Knud Erik Pedersen, Thisted, der endnu en gang har sammensat programmet. Og endnu en gang er det lykkedes at skabe et bredt program.
- SommerSjov er det, navnet siger. En søndag eftermiddag, hvor man kan tage et par timer ud af kalenderen og lade sig underholde med musik, samvær og hygge rundt omkring i Thy. Takket være massiv opbakning fra vores sponsorer, kan vi endnu en gang hæve budgettet, der nu runder en halv million kroner for sommerens koncertrunde, fortæller Handelschef Michael Vendelbo, Thy Detailforum.
De overtog sidst år ansvaret for SommerSjov med det ene mål, at man ville sikre projektet i fremtiden og gradvist udvikle det.
- Sidste år var det største år publikumsmæssigt nogensinde. Den rekord håber vi selvfølgeligt står for fald i år. Det tror vi på med det program, der er lagt, siger Michael Vendelbo.
Der er gratis adgang til koncerterne. Mad og drikke skal købes på pladsen, da overskuddet tilfalder de lokale involverede foreninger.