MD-duo gik på scenen med sommerfugle i maven: Se billederne fra deres vilde koncert

Der var dømt syng-med-fest, da lokale MD-Duo indtog Sparekassen Thy Teltet på Thy Rock lørdag aften

24. juni 2023 kl. 20.08

THISTED: Martin Dinitzen og Dennis Kristensen fra MD-Duo er efterhånden et par særdeles erfarne herrer, når det kommer til at tage rundt på alverdens festivaler og spillesteder.

Alligevel kan de godt få sommerfugle i maven, især når de skal på scenen foran deres publikum på hjemmebane til Thy Rock.

I prøvede det jo sidste år, også i Sparekassen Thy Teltet, men i er altså stadig nervøse for i år?

- Der var god opbakning sidste år, og det var fedt. Det er vi glade for, siger Martin Dinitzen og tilføjer:

- Men der er sommerfugle i maven, og det kribler.

- Det tror jeg egentlig også, der er meget sundt, indskyder Dennis Kristensen og fortsætter:

- Vi har godt kigget på listen over alle de musikere, der kommer, og der kan vi jo godt se, at vi er de nye drenge i klassen, men vi har den fordel, at vi spiller på hjemmebane.

Billede beskrivelse

De har begge et indtryk af at blive taget rigtig godt imod, når de bevæger sig rundt på pladsen, og flere har på forhånd tilkendegivet, at de glæder sig til at opleve de to musikere fra Midtthy til koncerten lørdag aften.

Forventningspresset har de mærket, og det betyder da også noget særligt, at der er velkendte ansigter blandt publikum.

- Det kan godt blive en lang tur ned og hente rundstykker, hvis nu det går dårligt. Så kan det være, man bare skal varme sådan nogle til ovnen, siger Dennis Kristensen.

MD-Duo havde på forhånd lagt en lille teaser ud på Facebook, hvor de lovede et større og vildere show til koncerten på Thy Rock, end de nogensinde har optrådt med før. Og det holder stik, lover de:

- Der bliver et sceneshow, som er meget større end noget andet, vi nogensinde har prøvet før, og vi har taget lidt nye numre med, siger Martin Dinitzen.

Som altid vil set-listen til MD-Duo-koncerten indeholde numre, som både børnebørn, forældre og bedsteforældre kan lide:

- Hvis vi kan få generationerne til at stå sammen, synge med og have en fest med hinanden, så har vi ramt det rigtige, siger Martin Dinitzen.

At dømme efter antallet af publikummer til koncerten, der startede lørdag kl. 19.15, så har MD-Duo indfriet den ambition til fulde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste